’Sygt umoden’: DR3-aktuel webserie er hylemorsom og irriterende
Ellen (Clara Henry) går i 1.g på et svensk gymnasium. Det er der ikke noget underligt i, bortset fra at hun teknisk set er 24 år og egentlig har gået i gymnasiet før. Hun blev bare aldrig færdig, hverken med gymnasiet eller noget som helst andet. Som hun udtrykker det i den indledende voiceover: »Jeg er skidegod til at være røvdårlig til at gøre ting færdige«. Dét skal der rettes op på, og derfor vil Ellen tilbage til dét punkt, hvor tingene for alvor kørte af sporet. Dengang hun spontant droppede ud lige før sin studentereksamen, der kunne have udgjort en bro til voksenlivet.
Hun må gå undercover som teenager. Og det går nogenlunde – til der opstår romantiske komplikationer med en lærer.
Præmissen for den svenske tv-serie ’Sygt umoden’ (’Sykt oklar’, 2018) vækker minder om den amerikanske romantiske komedie ’Never Been Kissed’ (1999), hvor en 25-årig Drew Barrymore også foregiver at være highschool-elev og falder for en lærer. Heltinderne kunne dog dårligt være mere forskellige. Mens Barrymore spiller en uerfaren introvert, der længes efter at blive kysset af en mand, så har Ellen tilbragt sommeren før sin anden gymnasietid med at udveksle en del mere end kys med den jævnaldrende Vera (Madeleine Martin). De mødte hinanden på Bali under en jordomrejse, som Ellen heller ikke rigtigt blev færdig med.
Og selvom de havde kemi som »Jack og Rose, men altså uden den der nederen slutning«, fik Ellens uheldige karaktertræk hende til at rejse videre, mens Vera hentede pizza. Det kunne have været uafslutningen på dén romance, hvis ikke skæbnen ville, at Vera pludselig træder ind i Ellens svensktime som ny lærervikar.
’Sygt umoden’ er svenskernes nye bud på et ungdomshit i webserieagtigt format. Afsnittene varer et kvarter, der især udspiller sig på et gymnasium, hvor eleverne bruger så meget tid på mobiler og SoMe, at der går metamedier i den. Der er ingen tvivl om, at ’Skam’ banede vejen for en serie som ’Sygt umoden’, men derudover har de intet til fælles. Hvor ’Skam’ var hverdagsrealisme i realtid og teenagelivet set indefra, lægger ’Sygt umoden’ ikke skjul på at være fiktion. Det bliver vi mindet om af Ellens gennemgående voiceover, der giver ekstra Verfremdungs-effekt, når den står i modsætning til handlingen på skærmen.
»Jeg var ludfattig, men ville ikke give op og flytte hjem til min mor«, erklærer voiceoveren, da Ellen er løbet for penge på sin jordomrejse. Og fluks klippes der til morens hoveddør og et »Alskling, välkommen hem til mamsen!« Ellens planer for virkeligheden og den faktiske virkelighed stemmer ofte dårligt overens.
Humoren i ’Sygt umoden’ er af samme pinlighedsart som i ’Klovn’, hvor hurtige setups bliver prompte og til tider forudsigeligt forløst. Selvfølgelig bliver Ellen glemt, da hun står topløs og venter på en trøje på skolens depot. Selvfølgelig kommer lige Vera forbi og ser hende. Og selvfølgelig kommer seriens eneste anden navngivne lærer derefter forbi og ser Ellen og Vera sammen.
Alt, hvad der kan gå galt, går galt, og i stedet for at gøre rent bord lyver Ellen sig længere og længere ud på absurditeternes overdrev. Derude, hvor stakkels Vera ender med at tro, at hun sidste sommer forførte en nær-mindreårig. Derude, hvor Ellen må fake ti års erfaring i linedancing og lade, som om hun dater sin egen lillebror.
Helt derude er ’Sygt umoden’ faktisk ret sjov, for den er så stramt fortalt, at der ikke er tid til at dvæle ved de mange huller i plottet (Hvorfor har ingen på gymnasiet en storebror, der kendte Ellen, da hun virkelig var 16? Hvorfor kan Vera undervise på et gymnasium, når hun ingen uddannelse har?). Det fungerer fint i højt tempo med korte afsnit, men kan ikke bære en nærgranskning, for vittighedskonstruktionen nærmer sig det skematiske, og alle karakterer på nær Ellen er endimensionale. Selv klassekammeraten Moa (Elsa Forsberg), som er med i alle afsnit, har reelt kun to karaktertræk: Hun er ’rigtig’ teenager, og hun er vild med Ellens lillebror.
De svenske seere tildelte ’Sygt umoden’ en publikumspris i deres MovieZine Awards 2018. Selvom det er 25-årige Clara Henrys første egentlig skuespilopgave, kender de hende i forvejen: Hun har været talkshowvært, har udgivet en debatbog om menstruation, og hun har over 400.000 følgere på sin Youtube-kanal. På mange måder er hun en klassisk millennial, og måske flyder noget af hendes personlighed over i Ellens karakter.
Der er ingen tvivl om, at Clara Henry bærer serien igennem, og Ellen er måske i virkeligheden den ultimative millennial: Hun drikker som en 16-årig, men får tømmermænd som en 24-årig. Hun vil gerne være ung og fuld af uforløst potentiale lidt endnu. Eller som Vera siger: »Du er en slags voksenbaby, der spiller teenager og tror, at du kan få en nyt liv. Bliv voksen eller køb en selvhjælpsbog eller gå i terapi!« Arketypen er genkendelig og måske derfor temmelig irriterende i længden.
Til gengæld er det befriende, at Ellen er vild med Vera, uden at det nogensinde påkilstres en label eller en spring-ud-historie. Det er måske i virkeligheden også et millennial-træk? I det hele taget virker det, som om holdet bag ’Sygt umoden’ har forstået nogle pointer om mangfoldighed. Rektor er sort, systembolagets vinkender har mellemøstlig baggrund. Deres andetheder bliver, som Ellens seksualitet, hverken problematiseret eller gjort til noget særligt. De er der bare, mens fortællingen kører uhindret videre. I forhold til handikap og tykhed er der lang vej endnu: De to ting eksisterer slet ikke på Högbergagymnasiet.
Men ’Sygt umoden’ giver os en kvindelig hovedperson, der bryder med de kønnede forventninger ved at være klodset, foretagsom, vildt morsom og vild med andre kvinder – i skandinavisk kontekst er det i sig selv nyskabende nok til at fortjene to timers opmærksomhed.
Kort sagt:
’Sygt umoden’s portræt af en voksenfornægtende millennial er skematisk grænsende til forudsigelig, men i sine mest absurde og tåkrummende stunder også hylemorsom.
Anmeldt på baggrund af hele sæson 1.
Læs også: Man sluger nemt Sveriges DR-aktuelle gymnasieserie ‘Eagles’ på en aften