‘Dronningen’ bliver årets danske Oscar-kandidat

‘Dronningen’ bliver årets danske Oscar-kandidat
Gustav Lindh og Trine Dyrholm i 'Dronningen'.

I sidste uge plæderede jeg for, at ‘Dronningen’ var det eneste rigtige valg, når årets danske Oscar-indstilling skulle findes, og alas: Da den danske komité i dag skulle træffe den endelige beslutning, nåede de frem til samme konklusion.

May el-Thoukhys drama med Trine Dyrholm dystede med ‘Ser du månen, Daniel’ og ‘Før frosten’ om at blive den film, der ryger i puljen i kategorien Bedste Internationale Film, og det bliver altså ‘Dronningen’, der skal repræsentere de danske farver i et stærkt felt.

Sydkoreas Guldpalme-vinder ‘Parasite’ er storfavorit i kategorien, mens Frankrigs Cannes-hit ‘Les Miserables’ og Spaniens Almodovar-bidrag ‘Smerte og ære’ også ligner sandsynlige kandidater.

I første omgang snævres feltet ind til en shortlist på 10 film, der annonceres i december. De fem nominerede annonceres 13. januar, og så løber Oscar-showet af stablen 9. februar.

Den danske Oscar-komité består af direktør for Det Danske Filminstitut Claus Ladegaard, Nanna Frank Rasmussen fra Danske Filmkritikere, Tivi Magnusson fra Producentforeningen, Anders Refn fra Danske Filminstruktører, Jan Weincke fra Dansk Filmfotograf Forbund, Mette Schramm fra Danske Biografer og Filminstituttets afdelingschef for Fiktion, Marianne Moritzen.

Læs også: Anmeldelse af ‘Dronningen’

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af