Joaquin Phoenix høster for tiden uendelige roser for sin rolle som Arthur Fleck aka Batmans nemesis i Todd Phillips’ origin-film ‘Joker’ – faktisk er hypen omkring hans rolle så stor, at vejen til en Oscar-nominering synes banet.
Nu har Phoenix – uomtvisteligt én af Hollywoods mest anerkendte skuespillere – linet sit næste projekt op. Det bliver i den kommende film af instruktøren Mike Mills for tidens skarpeste produktionsselskab A24 (‘Moonlight’, ‘The Florida Project’ og mange flere).
Mills er kendt for sine rørende, klarsynede og humoristiske menneskelige historier med ‘Beginners’ og senest ’20th Century Women’ (‘Alletiders kvinder’). Optagelserne til filmen, der endnu er uden titel, går i gang til efteråret, og det vides endnu ikke, hvad den handler om, eller hvad Phoenix skal spille. Alt tyder dog på, at Phoenix har valgt en lidt mindre mørk rolle end ‘Joker’, men andet havde nok heller ikke været muligt.
Joaquin Phoenix har været nomineret til tre Oscars i karrieren – for ‘The Master’, ‘Walk the Line’ og ‘Gladiator’.
Læs også: Joaquin Phoenix forlod settet under ‘Joker-optagelserne til castets store forundring