’Alletiders kvinder’: Bening, Gerwig og Fanning fylder filmen ud med sjæl
»Jeg vil tale med jer om en fundamental trussel mod det amerikanske demokrati. Truslen er nærmest usynlig. Det er en tillidskrise. Det er en krise, der rammer i hjertet og sjælen og ånden af vores nationale vilje. Vi kan se denne krise i den voksende tvivl på meningen med vores liv og i tabet af en følelse af mening for vores nation«.
Ordene her kunne være hentet ud af en politisk debat i 2017, men de stammer fra Jimmy Carters berømte tale til nationen i 1979, ’The Crisis of Confidence Speech’. En tale, der danner historisk bagtæppe for den tredje spillefilm af forfatter og indieinstruktør Mike Mills, en sympatisk dramakomedie i coming of age-land.
Året 1979 tegner en politisk og kunstnerisk brydningstid. Punk kommunikerer desillusioneret rodløshed, vælgerflugt kommunikerer mistillid til det institutionelle, kønsroller er i opbrud, generationer kolliderer.
Vi møder Dorothea, spillet af en rampelysstjælende Annette Bening. Hun er en progressiv, usentimental kvinde i 50’erne, der kæderyger, går i Birkenstock og er alenemor til teenagesønnen Jamie (Lucas Jade Zumann). De bor i et kæmpe hus i det liberale, sydlige Californien sammen med den utilpassede kunstfotograf Abbie (Greta Gerwig), der bor til leje efter at have vendt sin fortid ryggen, håndværker-hippien William (Billy Crudup), der mediterer, når han ikke fikser husets indmad, og naboens pæne, men følelsesmæssigt forsømte pige Julie (Elle Fanning), der næsten hver nat overnatter i huset, fordi hun ikke orker sin egen familie.
Omgivet af disse karakterer vokser Jamie langsomt ind i puberteten, og Dorothea begynder at bekymre sig om, hvorvidt han er på vej i den rigtige retning.
Hun vil gerne have, at Jamie bliver en »god mand«, men hvad vil det egentlig sige? Dorothea vender sig mod kvinderne i sit liv for at finde svaret. Hun beder Abbie og Julie om at hjælpe hende med at opdrage Jamie, og sammen danner kvinderne en ring om den følsomme dreng, hvor de introducerer ham for blandt andet identitetslitteratur, kvindens seksuelle anatomi, post-punk og pot.
Det kommer der en del sympatiske scener ud af, men det er ikke Jamies transition fra dreng til mand, der synes central. Hans rejse mod manddommen er mere interessant som en spejling af de kvinder, der forsøger at hjælpe ham, men som har svært ved at hjælpe sig selv. I en tid, hvor kvindens frigørelse var øverst på dagsordenen, er disse tre kvinder paradoksalt nok selv fastlåste i deres egen seksualitet: Abbie kan ikke have sex uden rollespil, Julie kan ikke have sex med nogen, hun holder af, og Dorothea har aldrig haft et længerevarende forhold til en mand.
Kvinderne introducerer Jamie til livet i dets mest sandfærdige version – et liv, der ikke mestres til fulde, og ganske som i Mills’ tidligere film ’Thumbsucker’ (2005) og ’Beginners’ (2010) ligger filmens solidaritet netop hér: i det komplekse menneske, der søger mål og mening, og som mister fodfæstet fra tid til anden undervejs.
Instruktøren Mike Mills er selv vokset op med sin mor, og det kan mærkes, for den semi-selvbiografiske film føles som en kærlighedserklæring til ikke alene moren, men også kønnet, generationen og tidsånden.
Kærlighedserklæringer har det dog med at fortabe sig i objektet, og det bærer filmen præg af, når den forbliver et beskrivende portræt snarere end en fuldt realiseret udforskning. Men ’Alletiders kvinder’ er mere stemning end plot, det er præmissen, og her fornægter Mills egen baggrund som grafisk designer og musik ideo-instruktør sig heller ikke.
Han bruger arkivmateriale, voice-over, spring i tid, stillbilleder, fast forward-effekter og musik i en grad, der tenderer stilistisk staffage, men som også giver filmen en rammende atmosfære af sex, drugs and rock’ n’ roll.
Den danske titel har desværre ikke samme vibrante vibe over sig som originaltitlen ’20th Century Women’, men det bør ikke afholde yngre generationer fra at hoppe ind i biografmørket, for de vil sagtens kunne finde et vedkommende ungdomsportræt i enten Jamie, Abbie og Julie – og hvis ikke kan man i hvert faldfryde sig over filmens humoristiske og tankevækkende dialog, der har udløst en Oscar-nominering for bedste originale Manuskript. Fremsagt af et cast, der fylder filmen ud med masser af sjæl.
De er vitterligt alle tiders.
Kort sagt:
Den enlige mor Dorothea ønsker, at hendes teenagesøn kommer godt igennem puberteten, og hun beder derfor to kvinder om hjælp til at opdrage ham. Komediedramaet møder coming-of-age, når independent-instruktøren Mike Mills tegner et sympatisk og semiselvbiografisk portræt af tidsånden i slut-70’ernes Californien.
Læs også: Det er en rigtigt god Oscar-årgang – og vi har beviserne, der bakker det op