‘The Spy’: Sacha Baron Cohen er overraskende underspillet i sin første dramatiske hovedrolle
Der er noget meget skæbnebestemt over, at Sacha Baron Cohen spiller spion i sin første store dramatiske hovedrolle i Netflix-serien ‘The Spy’. For gennem sin karriere har Baron Cohen ikke blot skullet overbevise publikum om, at han er en anden, men i lige så høj grad de virkelige mennesker, der er blevet ført bag lyset af karakterer som Borat, Brüno eller en af de mange identiteter i sidste års ‘Who Is America?’.
Det er ikke første gang, at Baron Cohen har påtaget sig en rolle i mere dramatiske fortællinger. Fra ‘Sweeney Todd’ til ‘Les Misérable’ og ‘Hugo’ har det dog været stort opsatte periodefortællinger, der ikke er funderet i realisme (to af førnævnte er musicals), og Baron Cohen har kun ageret i biroller.
Det er heroverfor en betragtelig rolle, Baron Cohen nu har landet sig. Han spiller den autentiske israelske spion Eli Cohen, der i starten af 1960’erne gik undercover i Syrien og i løbet af fire år formåede at gøre sig gode venner med nogle af de mest magtfulde mennesker i Damaskus. ‘The Spy’ følger Eli, fra han bliver hvervet og frem til missionens tragiske afslutning, der allerede bliver teaset i seriens første sekunder.
Efter et velfungerende anslag kommer serien skidt ud af starthullerne. De første to afsnit bevæger sig i et ekstremt langsomt tempo og er fyldt med akavede øjeblikke. Lavpunktet falder i første afsnit, der indeholder noget så forældet som en træningsmontage, hvor man ser Eli gøre sig klar til sit nye erhverv som spion, komplet med pull-ups og løbeture, der langsomt bliver bedre. Det er så ringe eksekveret, at man et kort øjeblik tror, at serien i virkeligheden er endnu en Baron Cohen-satire.
Kæmper man sig igennem, får kvaliteten dog et gevaldigt nøk opad, da Eli endelig ankommer til Damaskus, og missionen for alvor begynder. Hans langsomme opadstigen mod Syriens øverste sociale lag er ofte nervepirrende, og man mærker pludselig, at det er manden, der skabte forlægget til ‘Homeland’, der står bag. Især Elis forhold til den unge, indflydelsesrige soldat Ma’azi (Nassim Si Ahme), der er mere end almindeligt interesseret i Eli, er velfungerende. Eli vil ikke være sin kone utro, så han holder sig fra at have intime forhold til kvinder, hvilket får Ma’azi til at stille spørgsmålstegn ved Elis seksualitet. Scenerne mellem de to er nogle af seriens stærkeste, fordi de begge skjuler deres sande intentioner, og dialogen er ladet med undertekst.
Andre steder hober klichéerne sig op. Blandt andet er der mere end én fake out-scene, hvor man tror, Eli er blevet afsløret, inden personen over for ham bryder ud i grin og fortæller ham, at »han er for nem«. Det er dovent skrevet og har i det hele taget ikke rigtigt fungeret, siden det blev perfektioneret i ‘Goodfellas’ legendariske »funny how«-scene.
Baron Cohen gør et solidt stykke arbejde som Eli. Han er langt mere underspillet, end man har set ham tidligere, hvilket nok er et bevidst valg for ikke at skabe associationer til hans kendte roller. Det fungerer overvejende godt for karakteren, der netop er en mand, hvis følelser det meste af tiden er begravet langt under overfladen. Han fremstår både dragende og mystisk, og man forstår, hvorfor folk omkring ham gerne vil lære ham at kende.
Han bliver dog også for overfladisk optegnet til for alvor at gøre indtryk. Man kommer aldrig rigtigt til at forstå, hvorfor Eli er villig til at forlade sin familie i adskillige år og påtage sig en anden identitet. Det eneste svar er, at han er patriot. I hvor høj grad Eli knytter reelle personlige bånd til de mennesker, han bruger al sin tid med, står heller ikke klart nok.
’The Spy’ vil hellere skabe spænding end skære et veldrejet psykologisk portræt.
Kort sagt:
Efter en sløj start bliver ‘The Spy’ spændende, men man kommer aldrig under huden på Sacha Baron Cohens ellers dragende hovedrollepræstation.
Læs også: Sacha Baron Cohen er ude af takt med tiden, for the lulz