Forholdet mellem David Fincher og Netflix er ganske særligt.
Da Netflix for alvor tog tilløb til at blive en seriøs spiller på streamingmarkedet, var det originalproduktionen ’House of Cards’, som Fincher var konceptuerende instruktør på, der blev flagskibet. Efterfølgende har ‘Seven’- og ‘Fight Club’-instruktøren stået bag de succesfulde to sæsoner af ’Mindhunter’.
Vi kan nu glæde os til den første filmproduktion, som Fincher skaber for Netflix. Den hedder ’Mank’ og har Gary Oldman i hovedrollen.
Den britiske Oscar-vindende skuespiller skal spille manuskriptforfatteren Herman Mankowitz, hvis liv er genstand for Finchers fortælling. Ideen kommer fra Finchers far, der skrev filmen inden sin død i 2003.
Mankowitz var den ofte glemte medforfatter på Orson Welles ikoniske ’Citizen Kane’. Efter sigende fokuserer filmen på netop arbejdet på dette mesterværk. Mankowitz kom til Hollywood i 1920’erne og arbejdede på mange af tidens udødelige filmklassikere, som ’Troldmanden fra Oz’ og ’Gentlemen foretrækker blondiner’ med Marilyn Monroe. Han blev dog ofte overskygget af sin bror Joseph Mankiewicz, der blandt andet blev Oscar-belønnet for ’All About Eve’ i 1950.
Fincher vil lave filmen i sorthvid. Amanda Seyfried (‘First Reformed’, ‘Twin Peaks’, Lily Collins (‘Okja’) og Charles Dance (‘Game of Thrones’ er også på rollelisten.
Med det tætte bånd mellem Netflix og Fincher kan man forvente sig en produktion, hvor der næppe kommer til at mangle midler. ’Mank’ begynder efter sigende optagelser i november.
Det bliver Finchers første film siden ‘Gone Girl’ fra 2014.
Læs også: Holder ‘Fight Club’s kritik af forbrugersamfundet stik i dag?