I forbindelse med premieren på ’Joker’ besøgte filmens absolutte hovedrolle, Joaquin Phoenix, forleden ’Jimmy Kimmel Live’, hvor en hyggelig snak om vægttab, veganisme og dansetrin tog en aparte drejning, da værten overraskede skuespilleren med hemmeligt materiale fra produktionen.
I slutningen af interviewet afspillede Jimmy Kimmel et fraklip, hvor Phoenix, iført ’Joker’-sminke, afbryder optagelserne og udvandrer, efter han har bedt filmens fotograf Lawrence Sher om at holde sin kæft, fordi hans hvisken generer Phoenix’ skuespil.
»Af og til bliver film intense«, forklarer Phoenix, der virker overrasket over klippet, Jimmy Kimmel. »Man er mange mennesker samlet på lidt plads, og så prøver man at få noget bestemt frem. Dét der skulle være forblevet privat – jeg er lidt flov over det. Jeg er ked af, I skulle se det«.
Der er dog hurtigt blevet sået tvivl om ægtheden af klippet. For selvom Joaquin Phoenix demonstrerer, at han er en god skuespiller, afslører sidste del formentlig indslaget som en gimmick:
»Jeg burde nok give Larry en offentlig undskyldning«, siger han. »Det er bare sådan, at selvom jeg er ked af det, hviskede han faktisk konstant, mens vi prøvede at arbejde, og af og til er det virkelig svært at finde den følelse, man går efter, så det var forkert af mig, og jeg undskylder, men han skulle ikke have opført sig sådan«.
Hvis man har fulgt Phoenix’ karriere, vil man vide, at han før har haft succes med at iscenesætte mediestunts. Casey Afflecks film ’I’m Not Here’ var et fuldbårent falsk dokumentarprojekt, der fulgte Phoenix opgive sin skuespilkarriere for at slå igennem som rapper. I forbindelse med filmen orkestrerede han også et udbrud under et besøg i David Lettermans talkshow.
En repræsentant for Joaquin Phoenix har da efterfølgende også klargjort, at der var tale om en planlagt gimmick for at give interviewet med Kimmel lidt ekstra kant. Det meste er er trods alt også tegnet og tilrettelagt, når en stjerne som Phoenix medvirker i et talkshow.
Indslaget spiller da også op mod en virkelig historie. ’Joker’s instruktør, Todd Phillips, udtalte til The New York Times i september, at Phoenix godt kunne finde på at udvandre midt i en scene, mens de skød filmen:
»Så stod man midt i en scene, og så gik han bare lige pludselig og forlod rummet. (…) Og så står de stakkels medspillere jo og tror, det er på grund af dem, og det var det aldrig – det var altid ham, og han følte den bare ikke«.
Talkshows spiller en stor rolle i ’Joker’, hvor Robert De Niro spiller en lystig late night-vært, som Phoenix’ karakter Arthur Fleck har stor beundring for. Så et talkshow-stunt passer bestemt ind i filmens univers. Derudover er Phillips også citeret førhen for at sige: »Hvis (Phoenix) besøger Jimmy Kimmel og udvandrer efter to minutter, ville jeg tænke, ’Sådan min dreng’«.
Med andre ord: Vi hopper ikke på den. Men godt tænkt.
Anmeldelse af ‘Joker’: Joaquin Phoenix er ynkelig, ødelagt og seriøst skræmmende i provokerende superskurkefilm