Da ‘Avatar’ for snart 10 år siden fyldte biografsale verden over, var der måske mange, som undrede sig over, at det ikke var en mere profileret skuespiller, der spillede filmens hovedrolle. Det kunne det dog have været. Den dengang relativt ukendte australier Sam Worthington var åbenbart ikke James Camerons førstevalg – det var Matt Damon. Det kunne Damon afsløre i et interview med magasinet GQ:
»Jim Cameron tilbød mig ’Avatar’. Da han tilbød mig den, sagde han: ’Hør her; jeg har ikke brug for nogen. Jeg har ikke brug for et navn, og hvis du ikke tager den, så finder jeg bare en ukendt skuespiller og giver rollen til ham. Filmen har ikke rigtigt brug for dig. Men hvis du tager rollen, så vil jeg give dig 10 procent’ (af overskuddet, red.)«.
James Camerons rumeventyr indtjente næsten 2,8 milliarder dollars og var indtil for nyligt den mest indtjenende film nogensinde (den måtte tidligere i år se sig slået af ’Avengers: Endgame’). GQ har efterfølgende regnet lidt på tallene, og det viser sig, at Damon kunne have tjent i omegnen af 250 millioner dollars, hvis han havde sagt ja til rollen.
Damon takkede efter sigende nej, fordi han havde travlt med at filme to film for Paul Greengrass (’The Bourne Ultimatum’ og ’Green Zone’): »Det ville have skabt problemer for Paul Greengrass og alle mine venner på ’The Bourne Ultimatum’. Det kunne jeg ikke gøre«, fortalte han videre til GQ.
Damon fortalte også, at det først senere er gået op for ham, at Cameron laver film så sjældent, at han nok aldrig kommer til at arbejde sammen med ham. Det er det eneste, der piner ham lidt:
»Cameron sagde også til mig under vores samtale: ’Tja, du ved jo, at jeg kun har lavet seks film’. Det var ikke gået op for mig. Han arbejder så sjældent, men vi kender alle hans film, så det føles, som om han har lavet mere, end han egentlig har. Det gik senere op for mig, at fordi jeg sagde nej, så er mine chancer for nogensinde at komme til at arbejde sammen med ham nok væk. Det var lidt træls. Det gør stadig lidt ondt. Men mine børn får da mad at spise. Jeg klarer det okay«.
Læs også: ‘Killing Eve’-stjerne Jodie Comer lander stor filmrolle over for Ben Affleck og Matt Damon