‘BoJack Horseman’ sæson 6: Hele Hollywoods yndlingshest farer vild i eget plot

‘BoJack Horseman’ sæson 6: Hele Hollywoods yndlingshest farer vild i eget plot
'BoJack Horseman's sjette og sidste sæson. (Foto: Netflix)

Det var nok de færreste, der havde forudset, hvad det skulle udvikle sig til, da Netflix i 2014 blandt sine første originale serier udgav en serie om en animeret hest.

’BoJack Horseman’ fangede indledningsvist folks opmærksomhed takket være den langt ude blanding af den antropomorfe verden og den sortsynede hest. Men os, der har fulgt med lige siden, er blevet hængende for det komplekse portræt af en hest plaget af sin fortid, af skildringer af psykiske lidelser og af forskruede magtstrukturer i underholdningsbranchen.

Nu er vi så her, fem solide sæsoner og en håndfuld stand out episoder senere. Vi har været ude i de mørkeste afkroge af BoJacks fortid og plagede psyke og oppe i de højeste af Hollywoods elfenbenstårne. Og som med alle andre plagede hovedpersoner er spørgsmålet, om man kan give dem den happy ending, de fleste nok under dem, og stadig være tro mod historien.

Femte sæson var én lang nedadgående spiral for den alkoholiserede og narcissistiske hest, indtil han til sidst endte på en afvænningsklinik. Og det er her, vi starter, i første del af seriens sjette sæson (hvis anden del får premiere i januar). Det ser for første gang i lang tid håbefuldt ud, samtidig med at tonen er mere alvorlig og sober end måske på noget andet tidspunkt i serien.

Fra ‘BoJack Horseman’ sæson 6.

For det lykkes BoJack at lægge flasken på hylden – men det gør dog virkeligheden til et endnu mere udfordrende sted at opholde sig. Samtidig lærer vi fra en række vanligt dystre flashbacks, at misbruget tager afsæt i, hvad vi efterhånden ved har været en miserabel barndom. Mens BoJack selvfølgelig også når at bytte om på vand og vodka og spolere sine medpatienters forsøg på ædruelighed.

Men det er en forvandlet, aldrende hest, der forlader afvænningsklinikken og pludselig træffer gode valg, siger undskyld og hjælper sine venner. Forvandlingen er næsten for total, og det viser sig da også, at der er bagtanke ved den skyndsomme tørlægning.

Inden vi når så langt, skal en lang række kortere spændingsbuer lige afsluttes.

Og også her har de otte afsnit travlt:

Diane er trods en ny romance (Lakeith Stanfield som bisonokse!) sunket ned i en dyb depression. Det skruppelløse gigantselskab Whitewhale er ved at opkøbe alt, der har en sjæl, og formår at knække Dianes idealistiske kamp mod magten.

Ved hjælp af en tønde bedøvelsesmiddel bindes denne historie sammen med Todds, som forsøger at få fingre i sin nyre, der er blevet opkøbt af Whitewhale. Inden det når han at blive ansat som børnepasser for Princess Carolyns pindsvinebaby, mens Carolyn selv er ved at forhandle med Hollywoods assistenter, som har lammet branchen med en strejke.

Og Mr. Peanutbutter skal løse en ægteskabelig krise midt i, at han som et led i et pr-stunt er blevet the face of depression.

Hvis det lyder af for meget, så er det fordi, det er det.

Serien formår at bevare sin humor og kreative fortællestil, men hvor der er potentiale for på allegorisk vis at udstille samfundsproblematikker – hvilket serien tidligere har gjort med alt fra #MeToo til våbenlovgivning – bliver historierne her forløst på forhastet og overfladisk vis.

Der er heller ikke tid til den slags konceptuelle afsnit, som serien tidligere har brilleret i.

Diane i selskab med Lakeith Stanfield som bisonoksen Guy. (Foto: Netflix)

Det tætteste, vi kommer, er afsnittet ’The New Client’, hvor den nybagte og enlige mor Princess Carolyn har svært ved at balancere familie og karriere. Foreningen af women who do it all forventer, at hun som kvinde skal vise, at hun kan alt selv med et pindsvinebarn på armen, der stikker sine pigge frem, når det er mindst belejligt.

Resultatet er, at hun skal udføre 20 kattes job på én gang, og det illustreres ved, at hun forfølges af fantomudgaver af sig selv, som alle forsøger at leve op til de umulige krav.

Frem for at bruge mere tid på at udfolde historierne, bliver hele det sidste afsnit brugt på at sætte scenen for den kommende sidste halvdel af sæsonen.

Og med en ægte cliffhanger fremstår det som om, at disse otte afsnit kun har det formål at forlænge spændingen og spekulationerne. Så vi kan gætte videre på om alt det, der hastigt er blevet bygget op, måske bare vil kollapse igen.

Det er næsten som om, serieskaberne ikke selv ved, hvad de skal stille op med BoJacks skæbne.


Kort sagt:
Første del af sjette sæson er endnu en underholdende og dyster tur ned af Hollywoods boulevarder og ind i BoJack Horsemans fortid, men de leverer ikke meget andet fremgang til historien end at vi må regne med, at alt går op i en højere enhed i sæsonens sidste del.

Anmeldelsen er baseret på hele første del af sæson 6.

Læs også: ‘Exit’: Hypet norsk serie om den fordærvede finanstop er frygteligt god 

Tv-serie. Manuskriptforfattere: Raphael Bob-Waksberg. Medvirkende: Will Arnett, Amy Sedaris, Alison Brie, Aaron Paul, Paul F. Tompkins, LaKeith Stanfield. Spilletid: 8 afsnit á 30 min.. Premiere: Kan ses på Netflix
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af