Med en urskov, hvor der hver dag plantes et nyt serietræ, er det skarpskårne enkeltafsnit, der stritter ud fra resten af mængden og står enestående for sig selv, blevet vigtigere og vigtigere. Det er ofte det, der folk til at tale over kaffeautomaterne og journalisterne til at skrive, og selvom det indimellem kan være spekulativ think piece-bait, er resultatet ofte blændende originale seeroplevelser.
Flere af valgene på vores liste over årets 10 bedste serieafsnit er netop episoder, der adskiller sig markant fra resten af serien. Vi har dog også inkluderet flere helt klassisk fortællende af slagsen, som bare slog benene væk under os.
’Free Churro’ fra ’BoJack Horseman’ sæson 5
Vores blikke viger ikke fra BoJack en eneste gang, mens han holder sin 20 minutter lange begravelsestale for sin forfærdelige mor i et helt uforglemmeligt afsnit, der viser, hvor dybsindig og intelligent en komedieserie ’BoJack Horseman’ er, når den er bedst. Svigt, nag og soning, et barns higen efter at blive set, og en mor, der aldrig kunne give den kærlighed, hendes søn fortjente, løber gennem BoJacks sublime monolog. Frem mod et klassisk komedietwist, der føjer yderligere tragik til afsnittets dybfølte alvor.
’Teddy Perkins’ fra ’Atlanta’ sæson 2
Ét var chokket over at finde ud af, at det var Donald Glover selv, der gemte sig bag den gamle rigmandssærling, som sælger et klaver til vores stoner-helt Darius. Noget andet er den spooky atmosfære og frydefulde intensitet, der gennemstrømmer hele ’Atlanta’-afsnittet, som ingen havde set komme, og som fik én til at holde vejret i samfulde 35 minutter, mens Darius er tvangsindlagt til strudseæg og te, og mysteriet om Teddy Perkins langsomt åbenbarer sig.
’Two Storms’ fra ’The Haunting of Hill House’
Det er en teknisk kraftpræstation, når vi i nutiden følger familien Crains sammenkomst i den ene søsters begravelsesbutik og i fortiden er ved at tisse i bukserne af skræk over den gespenstlige eskalation, der sker under en usædvanligt stormfuld nat i det hjemsøgte Hill-hus. Alt sammen fortalt i 15-20 minutter lange onetakes, der indhyller seeren i såvel de traumatiske begivenheder som deres følelsesmæssige efterdønninger. ’The Haunting of Hill House’ balancerer netop mellem klassisk uhygge og psykologiske dybder – og aldrig bedre end i det mesterlige afsnit 6.
’The Queen’ fra ’Castle Rock’
Sissy Spacek stjal fuldstændig showet som hovedpersonen Henrys (André Holland) demente mor Ruth i ’Castle Rock’s utroligt veltænkte og æstetisk kalejdoskopiske tiende afsnit. Over en times løsrevne flashbacks, flashforwards og (måske) drømmesyn, der flettes sammen og overlapper som puslespilsbrikker i tørretumbler, krakelerer Ruths greb om virkeligheden endelig i tusind fragmenter. Det er et hjerteskærende og ikke så lidt Michel Gondry-inspireret portræt af et sind i opløsning, der brugte gysefilmgreb til at udvide vores forståelse for en virkelig sygdom, hvis simrende mareridtsscenarie er mere skræmmende end noget fiktivt monster.
’Holly’ fra ’The Handmaid’s Tale’ sæson 2
Anden sæson af Hulu’s successerie mistede grebet om sit stramt klaustrofobisk fortalte drama, og vægtede chokeffekter over udvikling i historien om tjenerinden Offred/Junes strabadser i diktatoriske Gilead. Men afsnittet, hvori June endelig føder datteren Holly – alene, optændt af dyrisk viljestyrke og i nærmest hallucinerende smerte – stod alligevel ud som en uforglemmelig og fysisk overvældende seeroplevelse, der med minimal dialog og på en enkelt location hyldede kvinders ultimative kamp for og med egen krop. Moderinstinktet kan aldrig knægtes, end ikke af Gilead.
’START’ fra ’The Americans’
(Spoiler alert). Hvordan skulle det ende for Philip og Elizabeth, de sovjetiske agenter under stigende pres i USA? Det kunne både have endt for lykkeligt i lyset af ægteparrets mange grusomme gerninger og for ulykkeligt i lyset af seriens nuancerede skildring gennem seks sæsoner. I stedet endte det i perfekt sørgmodig balance med en familie adskilt af forældrenes skæbnesvangre livsvalg, men også med en flig af håb for dem alle. Det bliver aldrig det samme at høre U2’s ’With or With Out You’ igen efter denne fænomenale finale på en af tidens bedste serier.
’The Riddle of the Sphinx’ fra ’Westworld’ sæson 2
HBO’s svinedyre sci-fi-satsning er sandt for dyden en blandet fornøjelse, men den er bestemt ikke uden sublime momenter. Ét af dem var fjerde afsnit af anden sæson, der åbnede med flot eksekveret overraskelsesværdi på Westworld-ejer James Delos og hans daglige morgenrutiner med kaffe og onani, før hans svigersøn William banker på. Vi betvivler ikke samtalens autenticitet, indtil det blotlægges, at Delos er en klon, og at de har gennemgået hundredvis af forsøg på at skabe rigtigt evigt liv.
Et konceptuelt og filosofisk højdepunkt i serien – instrueret med tålmodighed og træfsikker stil af den ene af seriens hovedforfattere, Lisa Joy.
’Var du stiv i går?’ fra ’30’
Julie Rudbæk og Jesper Zuschlags komedieserie ’29’ og opfølgeren ’30’ nailede 30-års-krisen så knivskarpt, at man følte sig klædt af ind til sjælen. Nogle af de bedste observationer af mænd og kvinders moderne følelsesliv fik vi med ’30’s syvende afsnit, hvori Julies polterabendfejring af veninden stikker helt af i sanseløs druk og stripperlir, mens Jesper og gutterne får sig en dybfølt kleenex-snak om forventningspresset til den moderne mand, der både skal have lyst til sex 24/7 og owne sine bløde værdier.
En intelligent og hylende morsom hudfletning af kønsrollestereotypificering, fortalt som krydsklippende flashbacks dagen derpå, hvor begge casual nedtoner/pynter på nattens egentlige begivenheder for ikke at chokere den andens forventninger.
’Bravo, Zeus’ fra ’Hunde’
Netflix’ fremragende hundeserie fik ofte tårerne til at presse sig på, men det bedste afsnit var en decideret neglebider, der på imponerende og forunderlig vis leverede årets måske mest nærværende dokumentarblik på den syriske flygtningekrise fra et helt anderledes perspektiv.
Den Oscar-nominerede serieskaber Amy Berg instruerede selv ’Bravo, Zeus’, der fulgte en syrisk flygtning og hans venners livsfarlige forsøg på at redde hunden Zeus ud af Damaskus og til Europa. Bergs kamera er med i den sønderbombede bys gader – hvor evigt logrende Zeus er kvarterets lyspunkt – på bjergvejene ud af landet og forbi mistroiske grænsevagter. Det er en utrolig fortælling, der igennem kampen for hunden tegner et gribende portræt af flygtningekrisens menneskelige skæbner.
‘The House of Special Purpose’ fra ‘The Romanoffs’
’Mad Men’-skaberen Matthew Weiners antologiserie om en broget flok afstammere af den russiske zarfamilie, Romanoverne, bød på flere stærkt underholdende kapitler, men tredje afsnit var i en vidunderligt syret klasse for sig. Meta-mindfuck’et ’The House of Special Purpose’ foldede sin fortælling ud i regulær spillefilmlængde og hensatte Christina Hendricks divaskuespillerinde Olivia til en kaotisk serieproduktion i Europa (om Romanoverne!), hvor hendes virkelighedsbillede begynder at slå sprækker under psykologisk nedbrydende instruktion af Isabelle Huppert – som en satirisk hundjævelpendant til tidens skræmmebillede af en sexistisk filmmager.
Afsnittet blandede uhyggeskabende ’The Shining’-referencer med moderne kønspolitik i underholdningsindustrien og ikke så lidt creepy eventyrsymbolik, der fik seeren til at gætte rundtosset med på, hvad fanden der foregik indtil de sidste bittertragiske minutter.
Se listen: Årets bedste serier ifølge Soundvenue – rangeret
Se listen: Årets bedste film ifølge Soundvenue – rangeret