Hvad var det nu lige, der skete i den der galaxy far, far away? Hvis du har svært ved at holde tungen lige i munden, når det kommer til handlingen i de otte ’Star Wars’-film op til premieren på den niende og sidste film i sagaen om Skywalker-slægten, er Daisy Ridley kommet for at give dig en hjælpende hånd i allerbedste hiphop-ånd.
Da Ridley, der i sequel-trilogien (’The Force Awakens’, ’The Last Jedi’ og nu ’The Rise of Skywalker’) spiller rollen som Rey, forleden lagde vejen forbi Jimmy Fallons ’The Tonight Show’, rappede hun sig nemlig igennem en lynhurtig, heftig version af hovedtrilogierne.
»You can’t stop me, I’m a Jedi from Jakuu / Fight the Dark Side from Tatooine from Naboo,« rapper den engelske skuespiller, der desuden også satte sig i den varme stol for at besvare et par af livets mest pressende spørgsmål – såsom hvem, der er mest nuttet: Baby Yoda eller Porg.
’Star Wars: The Rise of Skywalker’ får dansk premiere den 18. december.