Der er mange ting, der kan gå grueligt galt, når man optager en film, som så dedikeret en fanbase venter så ihærdigt på. Én ting, der simpelthen ikke må gå galt, er, at manuskriptet lander i de forkerte hænder. Dette var lige præcis tilfældet med manuskriptet til den store finalefilm ’Star Wars: The Rise of Luke Skywalker’ – og de forkerte hænder satte hele molevitten til salg på Ebay.
Instruktør J.J. Abrams afslørede tidligere på ugen i ’Good Morning America’, at et manuskript var endt til auktion på den amerikanske side, efter det var blevet efterladt i en lejlighed, som blev rengjort af et personale med lidt for lange fingre.
I samme show indrømmede John Boyega, der spiller Finn, at det var hans manuskript, der var blevet sat til salg. Midt i en omgang flytterod endte manuskriptet under skuespillerens seng – og der blev det liggende, mens gemmestedet vist nok røg i glemmebogen for en stund.
»Så kom mine drenge over, og vi begyndte at feste lidt. Og manuskriptet – det lå der bare« forklarer Boyega om manuskript-gaten. »Og et par uger senere kommer en, der gør rent, ind og finder manuskriptet og sætter det til salg for godt 65 pund (cirka 566 kroner, red.). Personen kendte ikke den rigtige værdi«.
Disney var dog hurtige til at opdage fadæsen og sørge for, at salget af manuskriptet blev nedlagt, så Boyega slap med skrækken – og ualmindeligt mange opkald fra Disney-ansatte. »Selv Mickey Mouse ringede til mig: ’Hvad har du gjort?!’«, jokede Boyega.
’Star Wars: The Rise of Skywalker’ får dansk premiere den 18. december.
OMG! @johnboyega admits it was HIS @starwars #TheRiseOfSkywalker script that was put on eBay! But he swears it was an accident! https://t.co/i9rZzYNwW0 pic.twitter.com/RNCKWCscpl
— Good Morning America (@GMA) November 27, 2019