Nikolaj Coster-Waldau var kok for en dag på Danmarks eneste trestjernede Michelin-restaurant

Nikolaj Coster-Waldau var kok for en dag på Danmarks eneste trestjernede Michelin-restaurant
Nikolaj Coster-Waldau på Geranium. (Foto: Tine Harden)

Nikolaj Coster-Waldau er lige nu aktuel i Jonas Alexander Arnbys ’Selvmordsturisten’, som samtidig markerer Hollywood-danskerens første hjemlige film siden ’Game of Thrones’-finalen løb over skærmen. Men Coster-Waldau hviler ikke på laurbærrene og er således allerede i fuld gang med forberedelserne til sin næste film, nemlig Christoffer Boes restaurantdrama ’Smagen af sult’.

I filmen skal Coster-Waldau spille stjernekokken Carsten, der sammen med sin kone Maggi (Katrine Greis-Rosenthal) har restauranten MALUS i indre København. Ambitionerne hos Carsten er tårnhøje, og han har alt undtagen den højtærede Michelin-stjerne.

Som en del af forberedelserne til rollen har den danske verdensstjerne været i praktik hos køkkenchef og medejer Rasmus Kofoed på Danmarks eneste trestjernede Michelin-restaurant, Geranium, for at lære et par tips og tricks i køkkenet.

I en pressemeddelelse fra Zentropa fortæller Coster-Waldau, at det har været en fornøjelse at være i køkkenlære:

»At få lov til at følge Rasmus Kofoed en dag i hans restaurant var en stor oplevelse og meget værdifuld hjælp i forberedelsen til vores film, hvor jeg spiller en ambitiøs kok, der forsøger at balancere sine enorme professionelle ambitioner med lige så store ambitioner i privaten. Rasmus er toppen, og hans generøsitet og udholdenhed, når jeg stillede dumme spørgsmål, er en pris værdi i sig selv. Og så var der jo maden. Den var genial«.

Nikolaj Coster-Waldau og Rasmus Kofoed på Geranium. (Foto: Tine Harden)

Køkkenchefen er da også godt tilfreds med Coster-Waldaus indsats:

»Det var en stor fornøjelse at have Nikolaj Coster-Waldau på besøg i vores køkken. Han er passioneret, lærenem og nysgerrig. Han er en fantastisk skuespiller, og jeg er sikker på, at han kan leve sig naturligt ind i rollen. Jeg glæder mig meget til at se ham folde sig ud som kok«.

Udover Coster-Waldau og Greis-Rosenthal medvirker blandt andre Nicolas Bro, Sarah-Sofie Boussnina (‘Fasandræberne’), Sofie Torp (‘Ser du månen, Daniel’) og svenske Charlie Gustafsson.

’Smagen af sult’ er skrevet af Tobias Lindholm (’Jagten’, ´Kapringen´) og Boe selv og får premiere 21. januar 2021.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af