’Selvmordsturisten’: Ny dansk film med underspillet Nikolaj Coster-Waldau er modig og fascinerende
»Hvis der er noget, du har lyst til at gøre, så synes jeg, at du skal gøre det nu«, lyder lægens råd til forsikringsmanden Max. For en tumor i hjernen vokser og vokser og kan ikke opereres væk. Men hvad har han overhovedet lyst til at gøre?
Det er det store spørgsmål i Jonas Alexander Arnbys anden spillefilm, ‘Selvmordsturisten’, som bestemt ikke ligner nogen anden dansk film.
Ligesom i instruktørens debutspillefilm ‘Når dyrene drømmer’, der var en jysk coming of age-fortælling tilsat varulvelignende symptomer, blander han i sin opfølger realisme med genrefilmelementer. ‘Selvmordsturisten’ har hverken rumskibe eller robotter, men kommunikerer alligevel en dyster og sci-fi-agtig stemning gennem sine kolde, skarpe billeder og ofte elektroniske underlægningsmusik.
Desuden foregår en stor del af fortællingen på en genial location, som enhver filmskaber ville elske at optage på: En gråtonet bygning, der med sin futuristiske arkitektur og isolerede placering i et endeløst norsk bjerglandskab vækker mindelser om Alex Garlands ‘Ex Machina’.
‘Selvmordsturisten’ udvikler sig her til en eksistentiel thriller, da Max beslutter sig for, at han vil dø, inden han mister sig selv til tumoren. Det leder ham til det afsidesliggende hotel The Aurora, der assisterer sine gæster i aktiv dødshjælp med sloganet »A beautiful ending«. Der er bare lige den regel, at når først man er tjekket ind, kan man ikke fortryde.
Nikolaj Coster-Waldau er næsten ikke til at kende i hovedrollen. Ikke nok med at overlæben nu prydes af en kraftig moustache – Jaime Lannister-charmen er også lagt på hylden. Den danske ‘Game of Thrones’-stjernes præstation er yderst behersket og underspillet, hvilket står i fin kontrast til den ekstremt stiliserede og kliniske æstetik.
Nyheden om tumoren gør Max usikker, kejtet og fåmælt. I løbende flashbacks fra før afrejsen forsøger han at formulere sine forvirrede tanker til sin hustru Lærke (spillet af Tuva Novotny), men det bliver aldrig til mere end et undskyldende smil. Hver gang tøver han for længe, eller også bliver han afbrudt af en mobil, der pludselig ringer i jakkelommen. I stedet for at få mest muligt ud af den svindende tid med Lærke kommer Max til at skubbe hende væk.
‘Selvmordsturisten’ bærer meget af tiden på en klaustrofobisk og trykket følelse, men der optræder også nogle nærmest farcekomiske afstikkere, når Max i flashbacks akkompagneret af skævt klaverspil mislykkes med at tage sit eget liv, mens Lærke er på arbejde. Undervejs spørger han en ansat i et byggemarked om hjælp til at binde en løkke på et reb. »Hvor meget skal den kunne bære?«, spørger manden, som herefter får et mærkeligt udtryk i ansigtet, da Max svarer: »92 kilo«.
Sammenligner vi igen med ‘Ex Machina’, har ‘Selvmordsturisten’ ikke samme gennemslagskraft og chokeffekt. Fortællingens fortættede følelse bygges effektivt op, men den mangler lige det sidste gear, som for alvor ryster tilskueren. Arnby og manuskriptforfatter Rasmus Birch leger med fortællingen ved løbende at skifte mellem fortid, nutid, drøm og virkelighed, hvilket betyder, at man selv kan tolke på slutningen. Men den vage afrunding føles også lidt som en nem løsning.
Der er imidlertid ingen tvivl om, at ‘Selvmordsturisten’ er et spændende og modigt bud på, hvordan man kan skabe et fascinerende filmisk sci-fi-univers på et dansk budget. Forhåbentlig fortsætter Arnby med at trække sine filmfortællinger i nye, uforudsigelige retninger.
Kort sagt:
Slutningen halter, men ‘Selvmordsturisten’ med en underspillet Nikolaj Coster-Waldau i hovedrollen er en fascinerende og visuelt imponerende eksistentiel thriller, der ikke ligner nogen anden dansk film.
Læs også: Jonas Alexander Arnby om ’Selvmordsturisten’: »Det er en film om livsglæde«