Tidligere på året sagsøgte Woody Allen mediegiganten Amazon. Han forlangte 68 millioner dollars som godtgørelse for, at Amazon valgte at bryde deres kontrakt før tid. Oprindeligt skulle Amazon have produceret fire af instruktørens film, men ændrede mening som følge af misbrugsanklagerne mod Allen, der i forbindelse med #MeToo blussede op igen. Allens adoptivdatter Dylan Farrow har flere gange anklaget ham for at have misbrugt hende, da hun var syv år gammel.
Woody Allen har nu indgået forlig med Amazon, men hvad det endelige beløb blev på vides ikke. Ifølge Deadline har en kilde tæt på sagen fortalt, »at der ikke var nogen, der vandt i sidste ende«.
Oprindeligt lavede mediegiganten en aftale med Allen om, at de skulle producere fire af hans film, men den har stået stampe efter det kuldsejlede projekt ’A Rainy Day in New York’. Sidstnævnte fik ikke amerikansk biografpremiere, efter adskillige skuespillere erklærede, at de ikke ønskede at arbejde sammen med Allen mere, efter anklagerne blussede op igen.
I sin tid begrundede Amazons sagførere kontraktbruddet således ifølge Variety:
»Et antal af skuespillere og skuespillerinder har udtrykt, at de fortryder dybt at have arbejdet sammen med Allen tidligere, og mange har udtalt offentligt, at de aldrig vil arbejde med ham i fremtiden… Allens handlinger, og det væld af konsekvenser de har bragt med sig, gjorde det klart, at det aldrig var en mulighed for Amazon at tage profitten af deres aftale om fire film«.
Allen udtalte tidligere i efteråret, at han »har gjort alt det, MeToo-bevægelsen ville elske at opnå«, fordi der aldrig er nogen af hans samarbejdspartnere, der har klaget over ham, og at han ikke interesserer sig for Hollywoods anerkendelse.
Den 83-årige instruktør er fortsat ikke dømt i sagen mod Dylan Farrow.
Gruppen af skuespillere, der ikke ønsker at arbejde sammen med Allen fremover, tæller blandt andet Timothée Chalamet, der spillede hovedrollen i ’A Rainy Day in New York’, og som efter sigende donerede sin løn fra filmen til blandt andet Times Up-organisationen. Scarlett Johansson er en af dem, som fortsat bakker op om Allen.
Newyorker-instruktøren har sideløbende med søgsmålet arbejdet på filmen ’Rifkin’s Festival’, som pt. er i postproduktion. Den er finansieret i Europa, udspiller sig i Spanien og har end Christoph Waltz (’Inglorious Basterds’), Gina Gershon (‘Riverdale’), Sergi Lopez (‘Pans Labyrint’), Elena Anaya (‘Huden jeg bor i’) og Louis Garrel (‘The Dreamers’) på rollelisten.
Læs også: Hadet mod Scarlett Johansson