Alle gode piger ender i helvede i A24’s nyeste gyser ’Saint Maud’ – se den skumle trailer

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det er altid en begivenhed, når produktions- og distributionsselskabet A24 annoncerer en ny film. Deres kreationer er nogle af tidens mest unikke og modige fortællinger, ikke mindst når det kommer til rendyrkede horrorfilm, hvor de blandt andet har beriget os med Ari Asters to film ’Hereditary’ og dette års ’Midsommar’. Nu er de klar med, hvad der ligner endnu en forstyrrende gyser i form af ’Saint Maud’, hvor første skumle trailer er landet.

Morfydd Clark (’His Dark Materials’) spiller den unge og stærkt religiøse sygeplejerske Maude, der arbejder på et hospice. På sit arbejde bliver hun nærmest besat af at redde en døende patients sjæl. Men onde kræfter er tydeligvis på spil, og skal man tage trailerens sangvalg bogstaveligt, ender alle gode piger tilsyneladende i helvede.

’Saint Maud’ er skrevet og instrueret af debutanten Rose Glass, der ud fra traileren at dømme har skabt en effektiv psykologisk gyser med en delikat mørk æstetik, som Indiewires anmelder David Ehrlich kaldte »et lækkert, men uhelligt kryds mellem ’First Reformed’ og ’The Exorcist’«.

Udover Morfydd Clark finder vi på rollelisten også navne som Jennifer Ehle (’Zero Dark Thirty) og Lily Frazer (’Sex Education’).

Filmen havde verdenspremiere på dette års Toronto International Film Festival. Der er endnu ikke offentliggjort en dansk premieredato.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af