‘Hereditary’: Debutgyser har uforglemmeligt ubehagelige billeder
Alle helvedes ulykker virker næsten tamme i forhold til de lidelser, som psykologisk skadede familiemedlemmer kan påføre sig selv og sine nærmeste. I ’Hereditary’ gyser man over de indre dæmoner, længe før det kommer på tale, at der kunne være rigtige dæmoner på spil.
Toni Collette spiller Annie, der arbejder hjemme på en kunstudstilling med miniatureverdener – dukkehuse, om man vil – som går fra at være simple udstillinger af hverdagslivet til at blive mere og mere forstyrrede udtryk for Annies indre helvede.
Annie er mor til pigen Charlie og storebror Peter, og vi møder hende, netop som hun gør klar til at begrave sin egen mor. Der er tristhed at spore, men det overdøves af Annies konfliktfyldte følelser for moren, som afsløres i en stikkende mindetale.
Den eneste, der ser ud til oprigtigt at savne den afdøde kvinde, er Annies socialt akavede datter Charlie. Hun reagerer på sine spøgelsesagtige syner af bedstemoren med en foruroligende naturlighed.
Men bedstemor er kun lige begyndt. Hendes leg med det overnaturlige nedarves nu til Annies familie, og snart begynder den at blive revet i stykker, bogstaveligt og billedligt.
Annie kæmper bravt imod, men det er en ulige kamp. Og da sorgen for alvor rammer, falder hun fra hinanden. I større og større bidder, indtil der ikke er mere tilbage.
I starten minder ’Hereditary’ om et familiedrama, næsten køkkenvask-realistisk, dog med små prik, der giver fornemmelsen af, at noget bare er forkert. Det kan være et glimt af en gæst til begravelsen, der stirrer sært smilende på dig. Hvem smiler til en begravelse? Billedet står kun et halvt sekund, men du nåede at se det, og du fornemmer, at der er noget helt galt.
’Hereditary’ handler om mental ustabilitet, på samme måde som for eksempel ’The Shining’ gør det. Den lurende sindssyge sår tvivl om, hvad der foregår i virkeligheden, og hvad der findes i et forstyrret sind. Eller er karaktererne blot dukker i Annies miniatureverden, hvor de udlever hendes desperate forsøg på at bevare normaliteten og inddæmme sorgen?
Toni Collette indfanger Annies angst og hengemte bitterhed. Hun ligner en, der aldrig får nok søvn, og når det virkelig går ned i tredje akt, vrides hendes ansigt i rædsel på en måde, der ville få Linda Blair (’Eksorcisten’), Sissy Spacek (’Carrie’) og Shelley Duvall (’The Shining’) til at nikke anerkendende.
Hun brillerer ganske enkelt i hver eneste scene, og Collettes præstation bliver nok filmårets bedste bud på den sjældne hændelse, det er, når en gyserfilm transcenderer sin ildesete genre og – måske – bliver anerkendt, når det bliver Oscar-sæson.
At kaste sig ud i den slags overspil, som ligger på grænsen til det hysterisk falske, er modigt. Det er noget af den samme slags, som Jack Nicholson også leverede i ’The Shining’. Det kan kun fungere i ekstreme rammer, og det kræver ikke kun en dygtig skuespiller, men også en instruktør i fuld kontrol, der formår både at anspore til ekstremerne og at holde igen, så det ikke kammer over.
I det hele taget udviser Ari Aster imponerende kontrol for en spillefilmdebutant. Intet billede er tilfældigt, kameraet er med til at fortælle historien, og de omhyggelige klip er et tiltrængt modsvar til mange genrefilms lemfældige lynklipning i forsøget på at skabe dynamik i ugennemtænkte scener.
Ari Asters selvdisciplin vakler desværre til slut, hvor han svigter sin historie og sine karakterer til fordel for skræmmeeffekter. Nøje konstrueret psykogeografi væltes af psykokinetiske fjollerier og unødvendige monologer, der forklarer, hvad der foregår. Det virker billigt i forhold til den fornemme opbygning. Men det fjerner ikke det overordnede indtryk af en potentiel fremtidig mesterinstruktør.
’Hereditary’ prøver at være ’Rosemary’s Baby’ i et nyt århundrede, og Ari Aster må have lavet en pagt med djævelen, for det lykkes faktisk.
Kort sagt:
Den hypede ’Hereditary’ er ikke så skræmmende, som rygterne siger, men der er uforglemmeligt ubehagelige billeder og lag, som du sjældent finder i gyserfilm. Det er lang tid siden, at vi sidst har set så mesterlig en udforskning af det uhyggelige, horrible og nådesløse i at blive ramt af voldsom sorg og psykisk sygdom. En overnaturlig thriller, hvor de psykologiske gespenster er mindst lige så foruroligende som de uforklarlige hændelser, der plager den dødsmærkede familie.