‘Natten til lørdag’
Hvis byturen har været våd nok, er det ikke altid lige let at huske, hvordan og hvorledes festlighederne udspillede sig aftenen inden. DR3’s nye ungdomsserie giver over tre afsnit tre forskellige versioner af den samme gymnasiefest, fortalt gennem tre unge hovedkarakterer: Karl, Rosa og Ida. Seriens forfattere Rikke Frøbert og Asger Kjær (’Kødkataloget’) forsøger med historien at sætte fokus på seksualitetens gråzoner, som de ser ud for teenagere i dagens Danmark.
Kan ses på DRTV fra 6. december.
’The Witcher’
Netflix er ivrig efter at stille vores sult efter fantasy oven på ’Game of Thrones’ afslutning. Det forsøger de nu med den ambitiøse satsning ’The Witcher’, som er baseret på bogserien af samme navn. I serien følger vi den ensomme monsterjæger Geralt af Rivia (Henry Cavill) i en verden, hvor mennesker ofte viser sig at være mere grufulde end monstrene. Blandt de medvirkende finder vi Lars Mikkelsen.
Kan ses på Netflix fra 20. december.
‘Vikings’ sæson 6
I seriens sidste blodige sæson venter efterspillet på slaget mellem de rivaliserende brødre Bjorn Ironside og Ivar the Boneless, spillet af den danske stjerne Alex Høgh Andersen. Hvor Bjorn kæmper med at udfylde rollen som konge, ender Ivar i Rusland, hvor han møder sin overmand i Prins Oleg. Derudover glæder vi os til gensyn med Marco Ilsøs Hvitserk. Den History Channel-producerede serie startede i skyggen af ’Game of Thrones’, men blev sin egen kæmpesucces undervejs. For fuldt at udnytte seriens momentum bliver den sidste sæson på i alt 20 afsnit også delt op i to.
Kan ses på HBO Nordic 5. december.
‘You’ sæson 2
Første sæson af den morderisk romantiske Netflix-serie med ’Gossip Girl’-stjernen Penn Badgley lagde streamingseere ned verden over. Stalkerseriens anden sæson introducerer ’The Haunting of Hill House’-skuespilleren Victoria Pedretti, der som kokken Love Quinn er næste objekt for morder-casanovaen Joes opmærksomhed, og denne gang udspiller blodsudgydelserne sig under Los Angeles’ strålende sol.
Kan ses på Netflix 26. december.
’Truth Be Told’
Med ’Truth Be Told’ bevæger Apple sig for alvor ind i krimiland. Her følger vi truecrime-podcasteren Poppy Parnell (Octavia Spencer), som pludselig får mistanke om, at Warren Cave (Aaron Paul), manden hun fik dømt for mord, måske alligevel er uskyldig. Serien er skabt af Nichelle Tramble Spellman, der tidligere har stået bag serien ‘The Good Wife’.
Kan ses på Apple TV+ fra 6. december.
’Work in Progress’
Dette interessante bud på en komedieserie er skabt af standupperen Abby McEnany, som også spiller hovedrollen som den 45-årige Abby. ’Work in Progress’ følger den selverklærede »tykke lebbe« og hendes kamp med sin midtvejskrise, som hun står alene med, efter hendes terapeut faldt død om midt i en session. Derudover begynder hun at date en noget yngre transkønnet mand. Noget, der heller ikke viser sig at være helt uproblematisk.
Kan ses på HBO Nordic fra 9. december.
‘Hjem til jul’
‘Hjem til jul’ en juleserie fra Netflix’ nordiske afdeling om familiepresset, som hjerternes fest bringer med sig. Den 30-årige Johanne (Ida Elise Broch) får nok af at sidde som klanens sølle single, placeret mellem et sæt babytvillinger for bordenden. Løgnagtigt bekendtgør hun derfor, at hun har fået en kæreste. Dermed starter hendes tidspressede mission for at finde en, hun kan tage med hjem til jul. Der anes et glimt af ’Skam’-stjernestøv i form af Arthur Hakalahti, som spillede hytte-fyren Kasper, som blev kærester med Jente-Chris. De seks afsnit kan bruges som en sporadisk julekalender, til når den hyggefikserede måned bliver for meget.
Kan ses på Netflix 5. december.
‘The Marvelous Mrs. Maisel’ sæson 3
Alt er enten smukt, sjovt eller bevægende i den Emmy-belønnede 50’er-fortælling om den næsten overnaturligt fantastiske jødiske husmor ’Midge’ Maisel, hvis liv vendes på hovedet, da hendes mand Joel, spillet af Michael Zegen (’Frances Ha’), forlader hende, og hun tager til genmæle ved at blive standup-komiker. I tredje sæson tager Midge på comedy-turné rundt i landet akkompagneret af agenten Suzie, der inkarneres fantastisk kynisk af Alex Borstein (‘Family Guy’). Derudover kan ’Gilmore Girls’-fans godt glæde sig, for seriens skaberkvinde Amy Sherman-Palladino laver nemlig crossover mellem sine to store successerier: Liza Weil aka Paris Geller medvirker således i den kommende sæson af ‘The Marvelous Mrs. Maisel’.
Kan ses på Amazon Prime fra 6. december.
’The L Word: Generation Q’
I den oprindelige ’The L Word’ fulgte vi en gruppe lesbiske kvinder i det solrige Californien. Nu er det 10 år senere og tid til at tjekke ind hos de gamle kendinge i form af Bette (Jennifer Beals), Shane (Katherine Moennig), Alice (Leisha Hailey) og en række nye ansigter. Den oprindelige serie blev i sin tid rost for den progressive portrættering af homoseksuelle, og med undertitlen ’Generation Q’ tyder alt på, at efterfølgeren vil favne endnu bredere.
Kan ses på HBO Nordic fra 9. december.
’V Wars’
En farlig virus spreder sig med lynets hast i Netflix’ nye gyserserie ’V Wars’. Men der er ikke tale om en simpel forkølelse. Virussen forvandler nemlig folk til vampyr-lignende væsner, og det varer ikke længe, før det uundgåelige opgør mellem vampyrer og mennesker må stå. Serien er baseret på tegneserien af samme navn.
Kan ses på Netflix fra 5. december.
’Das Boot’
Hvis denne nye serie leverer bare halvt så meget klaustrofobisk spænding som Wolfgang Petersens originale ubådsklassiker, kan vi godt begynde at glæde os. Serien er tænkt som en efterfølger til den oprindelige film og er ligeledes baseret på Lothar-Günther Buchheims roman samt efterfølgeren ’Die Festung’. På rollelisten finder vi blandt andet den altid seværdige Vicky Krieps (’Phantom Tread’).
Kan ses på Viaplay fra 19. december