(Spoilers for ‘Star Wars: The Rise of Skywalker’)
De mange ‘Star Wars’-fans der havde håbet, at Rey og Kylo Ren ville blive romantisk involveret i ‘The Rise of Skywalker’ (en teori døbt »Reylo« online), efter et hav af erotiske undertoner, fik sig en overraskelse mod filmens slutning.
Her kysser de to hovedkarakterer passioneret, efter at Kylo Ren har genoplivet Rey ved hjælp af kraften. Den romantiske affære får dog en tragisk udgang, da Kylo Ren dør få øjeblikke efter – et hjerteknusende øjeblik for alle ‘Reylo’-fans. Men nu antyder J.J. Abrams, at øjeblikket i virkeligheden ikke var helt så romantisk, som mange havde troet.
Efter en visning af filmen fortalte instruktøren (via /Film), at forholdet mellem de to snarere er som et bror-søster-forhold: »Der er i højere grad en bror-søster-ting mellem Rey og Kylo Ren, end der er en romantisk ting. Så det er ikke en seksuel, romantisk ting i bogstaveligste forstand, men snarere sådan at de er bundet til hinanden i den her film på en skør, spirituel måde, som føltes romantisk for mig«.
Med det mystiske kys (nogenlunde) opklaret, blev Abrams også bedt om at belyse et andet uklart element i ‘The Rise of Skywalker’. På et tidspunkt i filmen, hvor Finn og Rey tror, de skal dø, siger Finn, at han har noget at fortælle Rey. Men selvom karaktererne overlever, hører vi aldrig, hvad det var, Finn havde på hjertet. Men ifølge Abrams ville Finn bare fortælle, at han også var kraft-sensitiv – og altså ikke at han elskede Rey, som nogle har spekuleret.
‘Star Wars: The Rise of Skywalker’ kan ses i biograferne nu – vores anmelder kvitterede med fem stjerner.
No… Finn wasn’t going to say I love you before sinking!
— John Boyega (@JohnBoyega) December 23, 2019