Der er star power nok i den nervepirrende første trailer til filmatiseringen af Christian Jungersens best-seller ‘Undtagelsen’. Sidse Babett Knudsen, der vender hjem til Danmark med hele to roller næste år, spiller over for Danica Curcic (‘Stille Hjerte’), Lene Maria Christensen (‘Fred til lands’) og Amanda Collin (‘En frygtelig kvinde’) i den intense thriller om voksenmobning på Dansk Center for Information om Folkedrab.
Da firkløveret begynder at modtage trusselmails på arbejdspladsen, frygter de, at den serbiske krigsforbryder, de skriver artikler om, er ude efter dem. Men i takt med at en konflikt om mobning på kontoret løber løbsk, begynder kvinderne at mistænke, at ondskaben lige så vel kunne komme indefra det lille kontor.
Traileren giver en forsmag på det ubehag, der venter, når ‘Undtagelsen’ får premiere 30. april. Filmen er instrueret af Jesper W. Nielsen (’Der kommer en dag’), mens Christian Torpe (‘Fred til lands’) har adapteret Jungersens roman, der hjemme solgte over 200.000 eksemplarer.