Noah Hawley skabte med ‘Fargo’ en af de mest positive serieoverraskelser i det forgangne årti, for tænk at få en så fornøjelig fortælling ud af noget, der i forvejen var et mesterværk i form af Coen-brødrenes klassiker af samme navn fra 1996.
Alle de tre første sæsoner har været stærke, med sæson 2 som det uovertrufne mesterværk. Kan sæson 4, som vi har ventet på i tre år, overgå den? Traileren er landet, og det ser forbandet underholdende ud. Serien dyrker som bekendt en ny historie hver sæson, og denne gang skruer Noah Hawley tiden hen mod 1950’erne, hvor to forbrydersyndikater bliver forbundet, da de forbytter to sønner, så den ene familie opfostrer den andens søn og den anden vej rundt.
Chris Rock, Ben Whishaw, Jesse Buckley, Jason Schwartzman og Jack Huston står i spidsen for, hvad der ligner en fortælling, der har alt det, man kan forlange af ‘Fargo’-universet: Et skævt miljø, deadpan-humor, svindel og vold, uforglemmelige karakterer og en tragisk undertone.
‘Fargo’ sæson 4 får premiere 20. april på HBO Nordic.