‘Fargo’ sæson 2
Enhver, der mener, at tv-guldalderen er forbi, må æde sine ord efter at have set de fire første afsnit af anden sæson af antologiserien ’Fargo’. Hvor første sæson var en overbevisende pastiche på Coen-brødrenes film fra 1996, er den nye sæson – at dømme efter de fire første afsnit – måske den bedste dramaserie overhovedet i dette årti.
Vi befinder os endnu engang i Minnesota og South Dakota, men denne gang er året 1979. Vietnam-krigens spøgelse går gennem USA, skeletterne er væltet ud af Watergate-skabet. Den nationale identitetskrise spejles både direkte (én af seriens største crooks siger »I’m not a crook«, komplet med Nixon-stemme) og subtilt i ’Fargo’. De gudfrygtige, salt of the earth-agtige Minnesota-beboeres grundlæggende tro på mennesket – på sig selv – som godt er i åben krig med en snigende mistro til alt og alle.
Som den sorte udenbys besøgende gangster med det utroligt forstadshvide navn Mike Milligan siger til politibetjenten Lou Solverson om folk fra den amerikanske lilleby: »You’re pretty unfriendly actually. But it’s the way you’re unfriendly. How you’re so polite about it«.
Og heri ligger nøglen til seriens fascinationskraft. Mødet mellem modsætninger, mellem vidt forskellige impulser. Det er ingen tilfældighed, at vi allerede i første afsnit får serveret fortællingen om Job. Livet er grundlæggende uretfærdigt, men med det twist, at skylden ikke er Guds eller djævlens, men vores egen. Ondskaben lurer altid lige under overfladen. Også selvom man fejer naboens indkørsel for sne, siger »hiya« til alle og altid har en kop kaffe klar til uventede gæster. Nej, ikke ’selvom’. ’Især’. Jo bedre et menneske man bilder sig selv ind, man er, desto større er syndefaldet.
Ligesom første sæson er anden sæson ensembledrevet. Ægteparret Ed og Peggy Blomquist, Solverson-familien, det lokale Gerhardt-kartel og det store, ansigtsløse forbrydersyndikat drages af skæbnens – og deres egne hænder – mod hinanden i en fortælling spækket med trusler, løgne, fortielser, blod og mord. Et tredobbelt mord på en diner, et trafikuheld og en fejde mellem stridende, kriminelle bander – og så går det ellers over stok og sten.
Nervepirrende, højspændte scener mellem helte og skurke, hvor man aldrig er mere ét forkert ord fra åben skudveksling, står i kø. Ligene vælter helt bogstaveligt talt frem i nogle af scenerne. Stemningen er sjældent under trykkogerniveau. Og samtidig – midt i denne ’Godfather’-agtige saga – er ’Fargo’ ofte hysterisk morsom med sin skarpe, sorte humor. Midt i et Mexican standoff spørger Mike Milligan politibetjent Solverson, hvor han sidst har set butiksejeren Skip, som Milligan og hans kumpaner er ude efter.
»At your mother’s house«, svarer Solverson køligt med sin pistol rettet mod gangsteren, inden han to sekunder senere smider trumfen: »I think going in the backdoor«.
Bibelreferencer, Nixon-parodier, shakespeariansk drama og your momma jokes? ’Fargo’ får på én eller anden måde det hele til at gå op.
Kort sagt:
Minnesota nice får sig et skud for boven i den lige dele nervepirrende, lårklaskende morsomme og helt uhyggeligt velskrevne anden sæson af ’Fargo’, der er lige så storslået og episk, som omgivelserne er klejne og klaustrofobiske.
Anmeldelsen er baseret på de fire første afsnit.