’Death by Lightning’: Matthew Macfadyen som præsidentmorder overstråler alle i ny Netflix-serie
SERIE. USA har en forfærdelig historik, når det kommer til mord og mordforsøg på deres øverste statsleder.
Abraham Lincoln, John F. Kennedy og William McKinley blev alle dræbt som siddende præsidenter, mens Theodore Roosevelt, Ronald Reagan og Donald Trump har overlevet attentater – enten under eller efter deres præsidentembeder.
James A. Garfield hører hjemme blandt de tre førstnævnte, da han efter blot seks måneder som den 20. amerikanske præsident blev skudt af Charles J. Guiteau, der ellers havde støttet Garfield gennem hans valgkamp. Skønt det i sidste ende var Garfields lægers hygiejnemangel, der kostede ham livet, blev Guiteau efterfølgende dømt til døden.
I den nye Netflix-miniserie ‘Death by Lightning’ bliver dette sørgelige hjørne af USA’s nationalhistorie belyst.
»Dette er en sand historie om to mænd, som verden har glemt. Den ene var USA’s 20. præsident. Den anden skød ham«.
Tonen slås dramatisk an i begyndelsen af første afsnit, hvor vi introduceres til begge vores hovedpersoner. Garfield (Michael Shannon) lever et stille liv med sin store familie på Ohios bøhland som republikansk medlem af Repræsentanternes Hus, da han inviteres til Chicago for at pege på partifælden John Sherman som præsidentkandidat.
Her ender han i stedet med at fremmane en dundertale med passion og overbevisning, der får mange af hans partifæller til at pege på ham som kandidat i stedet for Sherman. Garfield står dermed pludselig, lettere modvilligt, over for et præsidentvalg, som han til sidst ender med at vinde.
Sideløbende med valgkampen forsøger Guiteau – en desperat, subsistensløs mand med åbenlyse tegn på storhedsvanvid og kleptomani – at få en fod indenfor i det republikanske parti ved blandt andet at fedte for Garfields fordrukne vicepræsident Chester A. Arthur, holde spontane støttetaler for Garfield og dukke uanmeldt op til partitoppens møder.
Efter indsættelsen af Garfield bliver Guiteau mere og mere desillusioneret under det påskud, at han var blevet lovet en central rolle under Garfields styre. Og derfra ændrer han drastisk kurs ved i højere grad at se Garfield som en fjende frem for frelser.
Det er langt fra uefne kræfter, der har adapteret Candice Millards bogforlæg ’Destiny of the Republic’ til en miniserie á små fire spiselige afsnit. ’Game of Thrones’-skaberne David Benioff og D.B. Weiss er med som producere, mens forfatteren bag den geniale ’Bad Education’, Mike Makowsky, har leveret manus og agerer showrunner. Og så er de fire afsnit i øvrigt instrueret af Matt Ross, der instruerede ’Captain Fantastic’.
Serien er derfor også velproduceret med alt den pomp, der forventes af en serie med Netflix-logoet og den slags navne bag sig. Alt fra gaderne i 1800-tallets industrialiserede storbyer til de enorme politiske forsamlinger, hvor Garfield fremlagde sin politik, er elegant genskabt.
En anden styrke ved serien, der gør den seværdig, er, at den parallelt spejler Garfield og Guiteau, selvom de kun mødes ganske få gange. De kommer begge fra trange kår og en hård opvækst, hvilket er grunden til, at Guiteau indledningsvist fascineres af præsidenten.
I en scene, hvor Guiteau endelig får lov at møde præsidenten, bryder han sammen af ren og skær benovelse og fortæller, at han i virkeligheden blot ønsker at blive hans ven. Deres forhold føles her kortvarigt ægte, men er i grunden fantasi fra Guiteaus side, der i mødet med Garfield ender med at ligne en rablende stalker. Og da illusionen brister, ender det som bekendt i tragedie.
Det virker først og fremmest på grund af Macfaydens pragtpræstation i rollen som Guiteau. Han er en mand med et voldsomt forvrænget selvbillede, der er så langt fra hans egen virkelighed, at hans mange skøre optrin og enorme skuffelser nærmest sætter sig fysisk i kroppen.
Han er tragisk, manisk, cringe-komisk og komplet utilregnelig, og ’Succession’-stjernen vægter alle disse facetter med bravur. Guiteau føles også ubehageligt relevant i lyset af USA’s nuværende tilstand, hvor tilliden til politikere og magtapparatet er ved at smuldre, og hvor der er grobund for vrede og ekstremisme.
Resten af castet kan, trods den massive talentmasse, ikke undgå at blegne i forhold til Macfaydens præstation. Og det er egentlig et temmelig stort problem for en serie med to hovedpersoner.
Michael Shannon formår ikke at gøre Garfield spændende nok bag det buskede skæg og stålsatte blik, og det havde tjent karakteren bedre, hvis de korte flashbacks om hans traumer og rolle i Den Amerikanske Borgerkrig havde fået mere opmærksomhed.
Man fornemmer en vis inspiration fra Daniel Day-Lewis’ præstation som Abraham Lincoln i Spielbergs ’Lincoln’, men den troværdige gravitas og bortgemte smerte, som begge præsidenter bar rundt på, udebliver her.
Betty Gilpin spildes i rollen som førstedamen Crete Garfield, der leverer Makowskys mere patosbetonede replikker nær slutningen, som rammer skævt og virker forcerede.
Og normalt driftssikre birolleskuespillere som Nick Offerman og Shea Whigham overspiller for meget som henholdsvis Chester A. Arthur og den republikanske New York-senator, Roscoe Conkling – en af Garfields bitre rivaler.
Kort sagt:
’Succesion’-stjernen Matthew Macfaydens altoverskyggende præstation er den primære årsag til, at man skal binge de fire afsnit af det velproducerede periodedrama ’Death by Lightning’. Desværre er resten af serien og karaktergalleriet ikke nær så spændende.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.