’Hamilton’: Kompetent spændingsserie med Jakob Oftebro føles lidt for velkendt
For halvandet år siden trak det overskrifter, da Jakob Oftebro blev slemt forbrændt og hospitalsindlagt under optagelserne til den svenske tv-serie ‘Hamilton’. Nu er Oftebro heldigvis kommet sig over skaderne, og serien er landet på C More.
Den norske skuespiller har hovedrollen som Carl Hamilton, der nok er det tætteste, vi kommer på en skandinavisk James Bond. Siden 80’erne har karakteren fra Jan Guillous populære spændingsromaner optrådt i en lang række film og tv-serier, hvor han er blevet spillet af blandt andre Stellan Skarsgård, Peter Stormare og senest Mikael Persbrandt.
Den nye serie er placeret i vores samtid, hvor en ung Hamilton netop er vendt hjem til Sverige efter flere års hård (og hemmelig) optræning hos CIA. Han bliver straks sat på en opgave. Ved en venstreorienteret politikers tale i anledning af 1. maj udsættes Stockholm nemlig for et cyber- og bombeangreb, og Hamilton skal nu finde ud af, hvem der står bag.
I stil med dansk-svenske ‘Greyzone’ følger vi sagen fra flere sider. Vi er med terroristerne på flugt, vi ser politiets alvorsfulde møder med statsministeren, og i en mere udviklet plotlinje følger vi det svenske efterretningsvæsens opklaringsarbejde. De har ikke mange spor at gå efter, da alle overvågningskameraer blev sat ud af drift under terrorangrebet, men de mistænker hurtigt den mystiske Hamilton for at være indblandet.
Jakob Oftebro har, foruden den uheldige ulykke, været meget igennem i sin forberedelse til rollen. Han skulle både mestre svensk og gennemføre et fysisk krævende Navy SEAL-træningsforløb. Derfor er det ærgerligt, at ‘Hamilton’ ikke er mere interessant, end tilfældet er.
Det er tydeligt, at der er kompetente kræfter og et stort budget bag. Skuespilpræstationerne er fine over hele linjen, actionscenerne er godt udført, og billed- og lydsiden er velproduceret. I løbet af de tre første afsnit, som denne anmeldelse er baseret på, løfter serien sig bare ikke over det solide. Man savner simpelthen noget, der stikker ud fra det velkendte udtryk – fra det håndholdte kamera, de blåtonede farver og den pulserende spændingsmusik.
Et hovedproblem ligger i selve Hamilton-karakteren. Det er ikke, fordi han behøver være lige så blæret og rap i replikken som sit britiske modstykke, men den svenske agent mangler simpelthen personlighed. Oftebro bærer det meste af tiden et koncentreret eller følelseskoldt ansigtsudtryk, og de små sidehistorier om hans alzheimers-ramte mor og en gammel flamme vækker desværre ikke den helt store interesse.
Faktisk er det nemmere at holde med politifolkene hos SÄPO. Efterforskeren Kristin (Nina Zanjani) rammes af bombeangrebet i første afsnit og er herefter fuldt fokuseret på opklaringen – i en sådan grad at hun forsømmer sin kæreste og deres datter. Det er selvfølgelig ikke en revolutionerende problemstilling i krimiland, men man føler alligevel med Kristin. Måske skyldes det, at hendes frustrationer og hensigter er mere åbenlyse end hovedpersonens.
Den handlekraftige og toptrænede Carl Hamilton-karakter virker til sammenligning mindre menneskelig og mere kedelig. Måske er han simpelthen for professionel?
Kort sagt:
Der er tydeligvis kompetente kræfter bag ‘Hamilton’, men man savner, at den stabile spændingsserie hæver sig over det velkendte udtryk.
Anmeldt på baggrund af de tre første afsnit.