Da vi møder Carl Hamilton i Jakob Oftebros fortolkning af Jan Guillous kendte roman- og filmkarakter, begår han sit allerførste mord. I den aktuelle serieudgave af ’Hamilton’-fortællingen, der får premiere på C More 1. januar, har man nemlig valgt at fokusere på karrierens spæde begyndelse.
For at forberede sig på rollen som Agent Hamilton, der arbejder for den hemmelige specialenhed OP5 i Sverige, har skuespilleren udover at træne som en amerikansk Navy SEAL-soldat og lære at tale flydende svensk, talt med rigtige hemmelige agenter og militærfolk, om hvordan det er at slå mennesker ihjel i nationens tjeneste.
Oftebro blev for alvor et kendt ansigt i Danmark, da han spillede med i DR’s omdiskuterede kæmpesatsning ’1864’, og også i film som ’Lev stærkt’, ’Guldkysten’ og ’Flaskepost fra P’ samt sidste års TV 2-serie ’Kriger’ har han imponeret ved at tale så formfuldendt dansk, at man slet ikke kunne høre, at han er født og opvokset i Norge. Men efter det multinordiske talent kom ind på Statens Teaterhøgskole i Oslo som blot 18-årig, flyttede han til Danmark for at gå på Statens Teaterskole i Danmark, hvor han da også har boet siden.
Men selvom han nu er klar til at indtage rollen som Sveriges James Bond, har vejen dertil været tumultarisk. For i medierne trak ’Hamilton’ overskrifter i maj 2018, da nyheden om, at Oftebro var blevet kvæstet i en ulykke under optagelserne, ramte.
I ’Hamilton’ går du i fodsporene på stjerner som Stellan Skarsgård og Mikael Persbrandt, der også har spillet karakteren. Hvad betyder rollen for dig?
»Rollen som ’Hamilton’ har jeg næsten ikke turdet drømme om. Dels fordi jeg ikke er født i Sverige. Det er en kæmpe ære at skulle træde ind i arven efter Persbrandt og Skarsgård. De er jo nogle af de allerstørste svenske mandlige skuespillere. Hamilton er en helt klassisk helt, men han er stadig almindeligt svensk, socialist og mere et menneske end mange af de andre af den slags karakterer«.
Hvordan har du gjort rollen til din egen?
»Den største udfordring for mig har været at give ham noget menneskelighed. På mange måder er det jo en lidt stereotyp karakter, som vi har set før. Den der klassiske James Bond-karakter, hvor man bare ser ham slå mennesker ihjel og gå iskold derfra, ville jeg gerne balancere.
Undersøge hvor meget han må tude? Hvor meget må han smile? Hvor langt kan vi strække ham i forskellige retninger, før han ligesom bare bliver ’en normal karakter’.
Stellan Skarsgård og Mikael Persbrandt er så gode, at man slet ikke kan prøve at sammenligne sig med dem. Så ville jeg bare tabe. Jeg måtte bare stole på, at mit bud var godt nok«.
At være hemmelig agent er jo et arbejde, de færreste kan tale om. Hvordan har du researchet til rollen?
»Ja, jeg kan jo faktisk ikke rigtigt fortælle, hvem jeg mødtes med. Det var selvfølgelig vildt svært at finde folk, der arbejder som hemmelige agenter. Men jeg har fået lov at møde rigtige hemmelige agenter, rigtige frømænd og de mennesker, som er de ypperste og mest veltrænede inden for millitæret.
Jeg talte med dem om, hvordan det er at slå et menneske ihjel for første gang. Jeg opdagede, at folk med et job som dem jo også bare mennesker. Selvfølgelig havde de det også vildt svært første gang, de slog nogen ihjel, ellers havde de jo været sociopater«.
Hvordan påvirkede det rollen at møde rigtige agenter og militærfolk?
»Til at starte med troede jeg, at jeg blev nødt til at være en helt anden end mig selv. Jeg fandt ud af, at jeg ikke behøvede spille noget eller være mere tough, end jeg egentlig er. Jeg troede, jeg skulle møde nogle virkelig hårde typer, men de kan godt grine. Det er jo heller ikke, fordi de render rundt, og man bare med det samme kan se – uh, der kommer James Bond. Mange ligner din helt almindelige danske nabo, de har bare et vildt job«.
Du har været igennem en stor fysisk forberedelse. Hvordan var det?
»Navy SEAL-træningen er så hård, at man risikerer at dø af det. Jeg har svært ved at forstå, at man går igennem det frivilligt. Når man så kommer ind og prøver 20, 10 måske endda kun 5 procent af deres hverdag og stadigvæk synes, det er hårdt, bliver man virkelig ydmyg.
Jeg var igennem en stor del af den træning, karakteren Hamilton har været igennem, og han er jo en af de bedst trænede militærpersoner i verden. Jeg prøvede at følge et Navy SEALS-program. Jeg har svømmet med fødder og hænder bundet sammen og sprunget hovedspring baglæns. En masse ting jeg i hvert fald aldrig har prøvet før. Det var spændende, men klart det hårdeste forløb, jeg har været en del af«.
Var det svært at bygge en karakter, når det fysiske fyldte så meget?
»Oveni Krav Maga (israelsk militærtræning, red.), boksetræning, svømmetræning og våbentræning har jeg også skullet prøve at finde en karakter, og hvor langt jeg kan trække den. Meget af forberedelsen handlede om at træne op til at blive en maskine – men når man laver drama, er det jo sjovere at se én, der tvivler. Det skal en Navy SEAL jo ikke gøre, men det ville være kedeligt, hvis han ikke brister lidt«.
Det var et stort chok, da du pludselig kom til skade under optagelserne. Hvad skete der?
»Jeg brændte mig i ansigtet under en ulykke på settet, hvor jeg skulle kaste en molotovcocktail. Hvis skyld det var, og hvad der lige præcis skete, er sådan set ligegyldigt. Jeg mistede meget af huden i den side, hvor jeg kastede. Jeg havde trænet i fem måneder op til og var i vildt god form. Så kunne jeg selvfølgelig ikke træne mere og måtte tage en pause. Det var nederen.
Det skete så pludseligt. Sådan nogle ting kan være så absurde. Det går så stærkt, og når det er sket, er man sådan: Ok, det tog 30 sekunder, og så er ens liv måske ændret for altid«.
Hvilke konsekvenser fik ulykken?
»Jeg skulle være inden for hele den sommer, fordi der kunne gå betændelse i såret. Det var sommeren 2018, som var den vildeste sommer i Skandinavien, der var bare sol hver eneste dag.
Så det var hårdt for psyken. Det var svært at tænke på andet end det negative. Man føler sig så fanget i sin lejlighed. Samtidig vidste jeg ikke, hvornår jeg kom på arbejde igen. Jeg vidste ikke heller ikke rigtigt, hvordan jeg kom til at se ud, om jeg ville få store ar i ansigtet. Der var meget, der var svært, men der var det godt at have militærtræningen i baghånden, for der får man en måde at tænke positivt«.
I vendte tilbage til settet. Ændrede det noget at være kommet så galt afsted?
»Ulykken har gjort mig stærkere og mere påpasselig. I virkeligheden er vi jo musikere, kroppen er bare vores instrumenter. Men så kaster vi bare rundt med den cello, som om den var noget helt andet.
Vi som skuespillere kan lære noget af musikere om at passe på vores instrument. Og på hinanden. Man vil hele tiden sige ja, være afsted, lave det fedeste. Filme overtid, så længe man får det i kassen, man skal. Man skal bare passe på, man ikke pusher sig selv for langt og kommer til skade. Det er tit helt til sidst på dagen, hvor man lige skal lave det sidste stunt, at man kommer til skade.
Efterfølgende har det været en vildt god rejse for mig. Jeg er blevet far, vi fik lavet ’Hamilton’ færdig, jeg er kommet op på hesten igen. Alle på settet har tilgivet hinanden«.
Bliver det for kedeligt for dig, hvis der ikke er en stor sproglig eller fysisk udfordring på et projekt?
»Hvis jeg virkelig skulle gøre noget helt andet nu, så skulle det være at lave noget sjovt. For det kan jeg også godt lide, og det er jeg også god til, men det får jeg ikke så tit tilbudt. Det er måske noget, jeg skal sætte mig ned og skrive eller gøre noget ved. Jeg spiller en lille rolle i den norske vikingeserie ’Norsemen’. Jeg bad på mine knæ, om jeg ikke please måtte være med, fordi jeg synes, den var så sjov.
Det behøver naturligvis ikke være så fysisk hårdt, men det er sjovt, hvis der er en udfordring i det. Men jeg er glad for, at jeg kun lavede en sæson ’Hamilton’ sidste år. Jeg kunne ikke have lavet to efter hinanden.
Da jeg var færdig, var det skønt bare at tage barsel, være hjemme, slappe af med min datter og ikke tænke på våben eller på at lære svensk«.