Quentin Tarantino lader til at have fundet sit næste projekt efter ‘Once Upon a Time in Hollywood‘ – og det bliver ikke hans tiende og sidste spillefilm lige med det første. Overfor Deadline fortæller instruktøren, at han har planer om selv at instruere sin ‘…Hollywood’-spinoffserie ‘Bounty Law’ om det titulære tv-show, hvor Rick Dalton engang spillede hovedrollen, Jake Cahill.
»Når det kommer til ‘Bounty Law’-serien, så har jeg tænkt mig at lave den, men det kommer til at tage mig halvandet år. Jeg har skrevet fem afsnit af 30 minutters varighed. Så dem vil jeg lave, og jeg vil instruere alle sammen«, udtaler Tarantino.
I ‘Once Upon a Time in Hollywood’ spiller Leonardo DiCaprio den fallerede skuespiller Rick Dalton, der i 1950’erne havde kronede dage som hovedrolle i western-serien ‘Bounty Law’. Men selvom serien altså var en væsentlig del af baggrundshistorien i ‘…Hollywood’, ser Tarantino spinoff-serien som sin helt egen:
»’Bounty Law’ blev introduceret i ‘Once Upon a Time in Hollywood’, men jeg ser ikke serien som værende del af den film, selvom den faktisk er det. Den handler ikke om Rick Dalton, der spiller Jake Cahill. Det handler om Jake Cahill. Hvor det hele kom fra…«.
Det helt store spørgsmål er selvfølgelig, om DiCaprio kommer til at medvirke i ‘Bounty Law’ i rollen som Jake Cahill – og der ser det umiddelbart sort ud. Skuespilleren går snart i gang med optagelserne til Scorseses ‘Killers of the Flower Moon‘ og udvikler samtidig to andre Scorsese-projekter, seriemorderserien ‘The Devil in the White City’ og en biografi-film om Theodore Roosevelt, hvilket ikke efterlader meget tid i overskud.
Tarantinos citat kunne da også godt læses som om, at ‘Bounty Law’ bliver helt løsrevet fra ‘Once Upon a Time in Hollywood’ (og dermed Rick Dalton og DiCaprio) og således ikke kommer til at handle om tilblivelsen af serien, men derimod om karaktererne i selve ‘Bounty Law’-universet i Tarantinos vanlige meta-stil.