Martin Scorsese er ikke typen, der hviler på laurbærrene. Selvom han lige nu nyder den verdensomspændende ros, der er blevet hans nye gangsterepos ‘The Irishman’ til del, og han er aktiv i Oscar-kampagnen for selvsamme film, er han også i fuld gang med nye projekter.
Hans næste film hedder ‘Killers of the Flower Moon’, og nu står det klart, at den 77-årige mesterinstruktør begynder optagelserne allerede til marts. Det fortæller hans faste fotograf Rodrigo Prieto, der også filmede ‘The Irishman’. Prieto har for nylig været i Bartlesville, Oklahoma, for at lave kameratests.
»Lige nu er jeg i gang med at researche forskellige måder at optage den på. Så [Scorsese] og jeg har stadig til gode at mødes, hvor jeg vil vise ham billede og komme med ideer. Han vil formentlig have sine ideer, men vi har endnu ikke fundet ud af [filmens tone]«, siger Prieto til Collider.
Mens ‘The Irishman’ skabte historie ved at bringe Robert De Niro og Al Pacino sammen for første gang i en Scorsese-film, bliver ‘Killers of the Flower Moon’ også et historieskabende møde mellem titaner. For første gang (ud over en casino-reklame) skal Scorseses to muser gennem karrieren, nemlig førnævnte De Niro og en vis Leonardo DiCaprio, være med hos instruktøren på samme tid. De Niro og DiCaprio mødtes dog allerede foran kameraet helt tilbage i 1993, i dramaet ‘This Boy’s Life’.
Fortællingen i ‘Killers of the Flower Moon’ foregår i 1920’erne og kredser om en berømt sag, hvor en række indfødte amerikanere i Osage County blev myrdet, efter de opdagede, at der var tonsvis af olie på deres reservat. Det var en af de første store sager for dengang nyoprettede FBI, og processen er beskrevet i bogen af samme navn, som filmen bygger på.
Meget tyder på, at ‘Killers of the Flower Moon’ kan få premiere engang i 2021.
Forleden blev det annonceret, at Martin Scorsese sideløbende arbejder på en ny musikdokumentar.