‘Fast and the Furious’-franchisen vender tilbage for niende gange til sommer (tiende, hvis man medtæller spinofffilmen ‘Hobbs and Shaw’). Dwayne Johnson er ude i kulden, efter uoverensstemmelser med hovedrolleindehaveren Vin Diesel, men en anden wrestler turned actor, John Cena, står klar til at tage over.
‘Fast & Furious 9’, eller blot ‘F9’, følger op på ‘The Fate of the Furious‘ fra 2017 og Charlize Theron vender endnu engang tilbage i rollen som ærkefjenden Cipher, der gør livet surt for Dom (Diesel) og co. Og som traileren viser, får hun nu hjælp af den dødbringende lejemorder Jakob (Cena), der (selvfølgelig) viser sig at være Doms lillebror.
Traileren ser dum ud på den helt rigtige måde. Instruktør Justin Lin, der har været bag roret på hele fire ‘Fast & Furious’-film, lader til at overgå sig selv med halsbrækkende stunts. Man kan også glæde sig til et gensyn med Han (Sung Kang), der åbenbart er vendt tilbage fra de døde.
‘F9’ får premiere 20. maj. På rollelisten finder man desuden Michelle Rodriguez, Jordana Brewster, Ludacris, Tyrese Gibson og Helen Miren, der alle gentager deres velkendte roller, mens også Cardi B medvirker.