Werner Herzog er en af filmverdens mest myteomgærdede skikkelser, der går lige godt ind i bred populærkultur med småroller i ‘The Mandalorian’ og ‘Jack Reacher’ som i filosofiske diskussioner af kunsten og livet via sine egensindige filmværker.
Den tyske instruktør har siden 70’erne været en stor skikkelse i europæisk film, først med fiktionsmesterværker som ‘Fitzcarraldo’ og ‘Aguirre’ og i senere år med hyldede dokumentarfilm som ‘Grizzly Man’ og ‘Ned i afgrunden’.
Nu kan man selv møde manden og myten, når Herzog besøger den nærtforestående CPH:DOX-festival 24. marts i Stærekassen. Her stiller han op til en samtale efterfulgt af en visning af sit seneste værk, fiktionsfilmen ‘Family Romance, LLC’, der gør sig bemærket ved at foregå i Japan med japanske amatørskuespillere, som Herzog ikke har forstået et kvæk af, mens han optog filmen.
Arrangementet med Herzog er en del af CPH:DOX-festivalens ‘An Evening With’-koncept. Andre prominente besøgende i samme koncept er Edward Snowden og forfatter Jonathan Safran Foer.
CPH:DOX finder sted fra 18.-29. marts i København – og programmet offentliggøres senere i dag.