’Parasite’- instruktør Bong Joon-ho har, efter lidt over 20 år i gamet, bevæget sig i en række forskellige genrer, som han har for vane at blande sammen til geniale filmcocktails. Indtil videre har sydkoreaneren stået bag alt fra horror og komedie til krimi, sci-fi og monsterfilm, men en bestemt genre mangler dette års store Oscar-vinder stadigvæk at give sig i kast med.
»Jeg ville elske at lave en musical«, sagde den 50-årige instruktør til Empire Magazine kort før Oscar-natten i år. »Karaktererne ville bryde ud i sang, men så ville det gå op for dem, at ’Oh my God, fuck this, det her er simpelthen for latterligt’ og så ville de holde op igen’«.
At ingen genre er sikker i Joon-hos hænder var vel egentlig givet, men instruktørens disruptive tilgang til en fremtidig musicalfilm kommer ikke ud af rendyrkede kreative indskydelser, fortæller instruktøren:
»Der er mange fantastiske musicals, såsom ’Singin’ In the Rain’, men når jeg ser de film, bliver jeg altid meget forlegen og begynder at rødme. Så min musical ville blive nødt til at være… anderledes«.
Imens er sydkoreaneren allerede travlt beskæftiget med den kommende HBO-tv-adaptation af ’Parasite’ og to filmmanuskripter, hvoraf den ene er en actionfilm på modersmålet og den anden et virkelighedsbaseret drama på engelsk.