Hvordan en sydkoreansk film uden stjerner kunne vinde Hollywoods elskede Oscar

Det var en af de vigtigste Oscar-sejre i nyere tid, da ’Parasite’ i nat dansk tid vandt den vigtigste statuette ved verdens største filmpris. Forklaringen skal findes flere steder – og den sydkoreanske triumf kan få en kolossal betydning.
Hvordan en sydkoreansk film uden stjerner kunne vinde Hollywoods elskede Oscar
Bong Joon-ho med én af sine fire Oscar-statuetter. (Foto: Frazer Harrison/Getty Images)

KOMMENTAR. 91. gange har engelsksprogede – well, eller ordløse – film vundet Oscar-prisen i den mest eftertragtede kategori. Men i nat blev stimen brudt.

’Parasite’ vandt for Bedste Film ved verdens største prisshow, og man kan næsten ikke overdrive, hvor sensationelt det er. En sydkoreansk film, som foregår i Seoul uden kendte skuespillere på rollelisten skabt af en instruktør, der ikke kan engelsk, slår storværker af anerkendte mestre fra den engelsktalende verden som Quentin Tarantino, Martin Scorsese og Sam Mendes. Det er kort sagt for sindssygt.

Først og fremmest kan man blot glæde sig over, at den bedste film vandt. Og ikke bare på den vanlige måde, hvor udgangspunktet er den pulje af amerikanske mainstreamfilm, Oscar-akademiet har orket at forholde sig til, mens man kortvarigt tvinger sig selv til at glemme, at de rigtige bedste film slet ikke var nomineret. Nej, årets bedste film vandt. Endda så eftertrykkeligt, at den også tog bedste instruktør- og originalmanuskriptpriserne med i købet.

Hvordan kunne det ske?

Det kunne det kun, fordi alle elsker ’Parasite’. Dens kunstneriske virtuositet har fået enhver filmelsker til at dåne, men modsat spansksprogede ’Roma’ – som sidste år måtte se sig slået af ’Green Book’ – er den også helt elementært underholdende. Den er ikke svær eller langsom, men forlystelsessyg og konstant overraskende.

Men kvalitet er ikke den eneste forklaring på ’Parasite’s sejr. Bong Joon-hos ydmyghed, charme og underspillede humor – som regel formidlet gennem hans faste tolk – gennem hele awards season spiller også ind. Som tommelfingerregel stemmer Oscar-medlemmerne kun på folk, de kan lide. Og de helt store stjerner har stået i kø for at tale med Bong ved de forskellige fester i Hollywood de seneste uger, ligesom det er lykkedes kampagnen at gøre opmærksom på, at Bong Joon-ho ikke har ramt skiven ved et tilfælde, men har været en mesterinstruktør i snart to årtier. I lyset af hans karriere er ’Parasite’ ingen overraskelse.

Den fattige familie samlet i kælderlejligheden i ‘Parasite’. (Foto: 2019 CJ ENM Corporation, Barunson E&A)

Man skal heller ikke undervurdere betydningen af, at filmen er blevet et hit ved billetlugerne. I Hollywood taler penge deres eget tydelige sprog, og alle i filmbyen har kunnet mærke, at ’Parasite’ var talk of the town – den film, alle anbefalede til deres venner. Box office-hit, crowdpleaser, kritikeryndling og insider-darling. En eksplosiv cocktail, som der ikke blandes mange af på et årti.

Men triumfen skal også ses i lyset af en bredere overhaling af Oscar-akademiet.

Siden akademiet besluttede sig for at udvide medlemstallet drastisk i kølvandet på OscarsSoWhite-kritikken, er besætningen blevet mere og mere international. Blandt alle de nye medlemmer inviteret siden 2016 kommer 39 procent uden for USA, heriblandt i øvrigt 32 medlemmer fra Danmark. I 2019 inviterede man nye medlemmer fra 59 forskellige lande, og i dag er hvert femte medlem af akademiet ikke-amerikansk.

Mens akademiet stadig kæmper med fremskridt på diversitetsfronten, er den geografiske udvikling til at tage og føle på. Det reflekterer en filmindustri, som bliver mere og mere global, og man har allerede de seneste sæsoner kunnet se, at den nye sammensætning sætter aftryk i Oscars kunstneriske udsyn.

Sidste år vandt Alfonso Cuaróns førnævnte ’Roma’ tre Oscars ud af 10 nomineringer, mens en sorthvid polsk film, Pawel Pawlikowskis ’Cold War’, opnåede flotte nomineringer i så centrale kategorier som instruktør og fotografering. Utvivlsomt et direkte resultat af et mindre amerikanertungt akademi.

Et jublende ‘Parasite’-hold. (Foto: Matt Petit/A.M.P.A.S. via Getty Images)

Og det er ikke kun ’Parasite’, der i år vidner om et mere internationalt orienteret Oscar. I årets dokumentarkategori var kun én ud af fem nominerede film amerikansk (den vandt så godt nok…), mens Antonio Banderas nominering for Pedro Almodóvars spanske ‘Smerte og ære’ besegler pointen.

Kun 10 ikkeengelsksprogede film har gennem tiden været nomineret til Bedste Film før ’Parasite’, og Bong Joon-hos lækkerbisken havde næppe vundet for blot fem år siden.

Efter 10. februar klokken 5.30 var Oscar ændret for bestandigt. Ikke forstået på den måde, at vi de næste år vil se rumænske, cambodjanske og ghanesiske film løbe med den mest attraktive statuette i ét væk. ’Parasite’ er som sagt et særsyn.

Men sejren har gjort det klart for hele Oscar-akademiet, hvor absurd det er primært at orientere sig mod amerikanske film, og at man sagtens kan give hovedprisen til en udenlandsk film, uden at det gør ondt. Den velgørende overraskelse er et seriøst skub til et mindset, som allerede var ved at blive blødt op. Og internationale films startblok vil per definition være placeret fire meter længere fremme i de kommende års Oscar-ræs.

Sammen med ’Moonlight’ er ’Parasite’ den vigtigste Oscar-triumfator i dette årtusind. I en tid, hvor mange har talt om Hollywood i kunstnerisk krise, står den som et lysende eksempel på, at det kan betale sig at satse på original filmkunst. Men også på, at det kan betale sig at lave original filmkunst, der fornøjer mere, end den fremmedgør.

Se også: Her er højdepunkterne fra nattens Oscar-show

Læs hele vores Oscar-dækning her.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af