’Cold War’: Instruktøren bag ’Ida’ vender tilbage med smukke billeder i stakåndet fortælling
Kærligheden har svære kår i Pawel Pawlikowskis opfølger til den mesterlige ’Ida’.
Vi møder skarpe, snarrådige Zula (Joanna Kulig) for første gang omkring 1950. Piger og drenge fra landet søger optagelse i et ensemble, der skal turnere i østblokken med bøndernes, folkets musik. Der er lidt X Factor over venteværelset og audition-situationen, hvor Zula i kraft af sin skønhed og sangstemme straks stryger benene væk under den mandlige hovedperson Wiktor (Tomasz Kot). Han sidder i panelet som ensemblets dirigent og kreative chef, der får smukt arrangerede korværker ud af de arbejdende polakkers upolerede kvad om hjertesorg.
Zula og Wiktor indleder et intenst kødeligt forhold og vil sammen flygte til vesten. Zula svigter dog Wiktor. Han må drage alene til Paris, hvor han komponerer og spiller vestens mere jazzede rytmer. På en midnatstom bar før lukketid står hun pludselig i døren igen, drømmekvinden. Hun slutter sig til Wiktor igen, og filmen muterer lidt efter til en ’Monica Z’-agtig skildring af utroskab og frustration i datidens kreative klasse.
Efter noget tid er parret næsten uigenkendeligt i sin nid og nag: Hun keder sig og forholder sig jaloux til den feterede digterinde, Wiktor har været sammen med, mens Zula stadig var i Polen. Og sådan er kjærligheden jo også. Men filmen giver sig selv så lidt plads og tid, at parforholdet fremstår en anelse skizofrent. Man mangler simpelthen nogle mellemregninger. Først når parret atter skilles fra hinanden, og vi til sidst returnerer tilbage til Polen, falder de tilbage i rollen som star-crossed lovers igen. Ofrene, de må betale for at forblive forenede, vokser eksponentielt i filmens sidste højstemte tredjedel.
Filmen bader i smukke billeder. Vinterlandskaber, religiøs ikonografi og panoreringer langs Seine-bredden, som også Tarkovskij og Dreyer sikkert havde nikket anerkendende til. I filmens polske dele kan man næsten mærke jerntæppet hvile over issen på personerne, der pligtskyldigt giver stående ovation, når fader Stalin bliver hyldet fra scenekanten.
’Cold War’ rummer både kunstnerportræt, tragisk kærlighedshistorie og trøstesløs tidsskildring af et overbevogtet og humorforladt samfund, hvortil det beat-swingende Paris bliver et hedonistisk modstykke. Filmen ender med at prioritere kærlighedshistorien – den er dedikeret instruktørens forældre, der givetvis har levet i et lignende, på alle måder stormfuldt forhold.
Men der er for mange uelegante og rastløse hop fremad i den fragmentariske historie og for mange skift i tonen på de blot 88 minutters spilletid, til at jeg rigtigt kunne investere mig i de ellers karismatiske hovedpersoner. Alt er fotogent og arthouse-lækkert, men forbliver ren overflade: Skildringen af de to kulturer forekom mig ligeledes endimensionel, ja så sort-hvid som billederne: Øst er tandløse bønder og humorforladte apparatjikker, vest er jazz, dans, lårkorte kjoler og tilrøgede klubber fulde af velklædte ’Mad Men’-statister.
Vi får ikke udfordret, nuanceret eller ekspanderet de fastlåste forestillinger om 1950’ernes Polen eller Paris i den stakåndede fortælling. Filmen må i stedet sætte sin lid til musikken. Den er fabelagtig. Fra Wiktors Chopin på flygelet og folkemusikken i Polen – de indledende scener med syngende og spillende bønder er imponerende, idet de fremstår med nærmest antropologisk ægthed. Fra øst-sletterne kommer vi hele vejen til jazz-balladerne og den troskyldige rock og rul i Byernes By.
Lyd og billeder til trods mærker jeg dog ikke kærlighedsforholdet nok til, at der kommer den koldkrigs-’Romeo og Julie’ ud af filmen, som der er lagt op til.
Kort sagt:
Trods smukke billeder, skøn musik og karismatiske skuespillere er kærlighedsforholdet for køligt i ’Ida’-instruktørens nye film.
Læs også: Vi kårer de bedste film i 2018 – top 10-1
Læs også: Oscar-vært søges: Hvem tør nu tage det værste job i Hollywood?