Det lader ikke til, at Taika Waititi har nogen form for lad side at ligge på. Faktisk går der nærmest ikke en måned, uden der kommer en ny annoncering af et projekt, der har den ombejlede ’Jojo Rabbit’-instruktør i centrum. Denne gang er der endda tale om hele to nye projekter med udgangspunkt i klassikeren ’Charlie and the Chocolate Factory’.
Netflix har annonceret, at Waititi skal skrive og instruere en animeret serie baseret på selve ’Charlie and the Chocolate Factory’ – Roald Dahls eventyrlige roman fra 1964, der for det lidt ældre segment måske bedst er kendt som filmversionen ’Willy Wonka & the Chocolate Factory’ fra 1971, mens det lidt yngre måske nok snarere er fortrolige med Tim Burtons originalbetitlede version fra 2005 med Johnny Depp.
Men chokoladelegen stopper ikke her. Waititi skal nemlig også skrive og instruere en animeret serie baseret på chokoladefabrikkens sarkastiske lille stab: Oompa Loompa’erne.
Hvordan Taika Waititi så får presset de to nye serier ind i en kalender, der lige nu skulle byde på ’Ragnarok’-fortsættelsen ’Thor: Love & Thunder’, en live-action-version af den japanske animerede cyberpunk-film ’Akira’, en fortsættelse til ’What We Do in the Shadows’, en spillefilmversion af dokumentaren ’Next Goal Wins’ og Showtime-miniserien ’The Auteur’, har vi ikke den ringeste idé om. Men vi håber, han tager et par fuldfede ferier imellem produktionerne.