I den nye trailer til HBO’s miniserie ’The Third Day’ giver Jude Law den i bedste ’Midsommar’-stil som den traumatiserede Sam, der efter en lang periode med sorg modvilligt finder trøst i et alternativt samfund på en lille isoleret ø i det britiske hav.
Men ikke alt er, som det ser ud, og snart er Sams eneste vej væk fra øen opslugt af havet. Nu begynder mærkelige hændelser at pible op omkring ham, alt imens de tiltagende uhyggelige landsbyboere viser sig at have en lidt for detaljeret viden om hans tragiske fortid.
’The Third Day’s seks afsnit er delt op i to, hvoraf Law i rollen som Sam er hovedpersonen i de første tre episoder, som er samlet under titlen ’Summer’. Seriens anden halvdel overtages af Naomie Harris under titlen ’Winter’, der følger hendes karakter Helens oplevelser på øen, hvilket traileren dog ikke viser noget af.
Selvom Law og Harris angiveligt ikke befinder sig på øen samtidig, møder de ifølge HBO’s pressemeddele de samme foruroligende ritualer udført af øens beboere, der blandt andet spilles af Katherine Waterston (‘Fantastic Beasts’-filmene), Emily Watson (‘Chernobyl’) og Paddy Considine (‘The Outsider’, ‘Peaky Blinders’).
’The Third Day’s koncept er udtænkt af Dennis Kelly, der tidligere har stået bag den britiske krimikultserie ’Utopia’. ’Summer’ instrueres af ’Utopia’s roste instruktør Marc Munden, mens ’Winter’ er overladt til ’The Crown’-instruktøren Philippa Lowthorpe.
‘The Third Day’ har premiere 11. maj på HBO Nordic.