’Lever Elsker Savner’: Ny dansk film om kræftsyg ung pige er et stærkt ungdomsportræt

4 6
’Lever Elsker Savner’: Ny dansk film om kræftsyg ung pige er et stærkt ungdomsportræt
'Lever Elsker Savner'.

CPH:DOX. Rosemarie har fødselsdag, men hun er slet ikke glad. Hendes mor har nemlig tænkt sig at holde tale og måske sige noget om Rosemaries kræftforløb, men det vil teenagepigen bare slet ikke have. Hvad det præcis er, hun i stedet ønsker sig, kan det være svært for hendes mor at blive klog på. Selvom de er meget tætte, er distancen ofte ubærligt stor mellem mor og datter i Sine Skibsholts teenage-doku ‘Lever Elsker Savner’.

»Vores forhold er kompliceret, fordi vi er komplicerede«, siger Rosemarie i en voiceover, hvor hun prøver at forklare sit forhold til moren. »Vi skriger højt, vi griner højt, vi skændes højt«, lyder hendes meget rammende beskrivelse af en relation, der præges af råb, gråd, bebrejdelser og, selvfølgelig, ubetinget kærlighed.

Rosemarie kan dog ikke altid mærke den kærlighed. Hun er frustreret over, at hendes mor reagerer med en depression, da Rosemarie får konstateret kræft. Hun er frustreret over, at moren viser svaghedstegn og ligesom alle andre derudover er ude af stand til at forstå hende. Hun er frustreret over, at moren er så tæt på og samtidig så langt væk.

»Du er et forfærdeligt menneske«, siger hun på et tidspunkt køligt til moren, som ikke helt ved, hvordan hun skal give svar på tiltale. Og hvad hendes mor videre tænker om anklagen, er omtrent lige så uvist.

Sine Skibsholt, instruktøren bag ‘Dem vi var’, fokuserer nemlig næsten udelukkende på teenagerens blik og følelser i ‘Lever Elsker Savner’. Komplet med DR3-beslægtet æstetik og ungdommelig voice-over zoomer hun helt ind på Rosemaries ungdomsunivers og overlader hende ordet og retten til at forklare, hvordan deres lille familieverden og forhold er skruet sammen.

Og det er faktisk lidt frustrerende. Jeg vil jo også gerne vide, hvad der foregår inden i den mor, som ikke kan finde ord og ikke ved, hvad hun skal sige og gøre, når datteren lider. Hvorfor får hendes spage stemme ikke en mulighed for at komme til orde mellem Rosemaries mange og udmattende udbrud?

Normalt synes jeg, det er fedt, når forældre holder sig uden for diskussionen i ungdomsportrætter. Men når mor-datter-forholdet er kernen i filmen, finder jeg det næsten lidt udemokratisk ikke at høre, hvad begge parter har at sige.

Som ungdomsportræt står ‘Lever Elsker Savner’ dog stærkt, fordi Rosemarie er en intens og stærk karakter.


Kort sagt:
‘Lever Elsker Savner’ er et stærkt ungdomsportræt, der dog mangler ligevægt i samtalen mellem filmens mor og datter.

’Lever Elsker Savner’. Dokumentar. Instruktør: Sine Skibsholt Spilletid: 79 minutter. Premiere: Kan ses på cphdox.dk frem til 29. marts
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af