‘Saturday Night Live’ gjorde comeback i lørdags med en særlig karantæne-episode, der havde Tom Hanks som vært og Chris Martin fra Coldplay som musikalsk gæst.
Selvom det publikumløse hjemme-setup ikke altid fungerede, var der flere mindeværdige sketches. Særligt nybegynderen Chloe Fineman, der startede på ‘SNL’ sidste år, tog kegler med sine uforlignelige imitationer af Timothée Chalamet, der prøver hoodies, og Carole Baskin fra ‘Tiger King’, der svæver afsted på en cykel.
Fineman rammer ‘Call Me By Your Name’-stjernens charme og fjogede grin lige på kornet og replikker som: »Hvad så? Jeg hedder Timothée Chalamet og din mor har våde drømme om mig« gør det svært ikke at grine.
Finemans imitation af Carole Baskin, der cykler med et besværet smil på læberne, mens hun henkastet slår fast, at hun ikke myrdede sin mand, er helt perfekt.