’Savmordet’: TV 2-serie om frusterende mordsag bliver umulig at give slip på

’Savmordet’: TV 2-serie om frusterende mordsag bliver umulig at give slip på
Den pensionerede efterforsker Per Leo Jensen. (Foto: TV 2)

I februar 2020 kunne de danske nyhedsmedier fortælle, at den eftersøgte udlandsdansker Rasmus Kirkegaard Kristiansen var blevet anholdt i Brasilien. Kristiansen havde været eftersøgt siden 1993 for hans involvering i drabet på en anden udlandsdansker, Erik Højer Christensen, der blev fundet i det nordlige Portugal savet midt over. Mordet fik pressens bevågenhed og tilnavnet Savmordet, men aldrig nogen forløsning. Den hovedmistænkte lykkedes med et forsvindingsnummer – indtil nu.

To TV 2-journalister og den pensionerede drabsefterforsker Per Leo Jepsen har igennem to år forsøgt at lokalisere og konfrontere Kristiansen. Selvom Kristiansens anholdelse afslørede frugten af deres arbejde, før serien kunne, er dokumentarserien ’Savmordet’ historien om jagten på retfærdighed og afklaring.

Erik Højer Christensen blev fundet myrdet i juli 1993, og da liget blev fundet på portugisisk jord, blev det en sag for det lokale politi. Per Leo Jepsen trådte til som et assisterende led fra dansk side, men det lykkedes hverken dansk eller portugisisk politi at få fat på den hovedmistænkte. I stedet fik denne etableret et nyt liv, mens Christensens familie sad tilbage i Danmark, velvidende at den mulige morder gik fri.

Jepsen har aldrig kunnet slippe sagen, særligt fordi han lovede afdødes far at opklare den. Derfor går han sammen med TV 2 om at genoptage sagen, og hans investering giver serien en engagerende personlig vinkel. Flere danske journalister var også fascineret af sagen, og hele tre af dem medvirker som eksperter. Christensens lillesøster taler for de efterladte, som føler sig svigtet af ordensmagten.

Det er en dybt frustrerende mordsag, som TV 2 meget klogt og kærkomment har sat sig for at fylde mening i. Serien handler først og fremmest om den journalistiske jagt og dernæst om, hvad der lå forud: mordet, menneskene og det manglende motiv.

Fortællingen er lang tid om at udfolde savmordets mange lag – på bekostning af seriens menneskelige ansvar. For de indviede sidder savmordets detaljer forrest i hukommelsen, men ’Savmordet’ forglemmer at etablere med det samme, hvorfor Kristiansen er indblandet og flere gange refereres til som ansvarlig. Det er selvfølgelig ikke just et tegn på uskyld, at man er på flugt, men er det nok?

Først vel inde i andet afsnit hører vi om relationen mellem de to mænd. Men hvorfor nævner de ikke med det samme, at den mand, der blev set smide sav og blodige handsker ud i en skraldespand, var Kristiansen? Det havde på alle måder været mere fair.

Der skal ganske vist vise sig at være mange slående beviser mod Kristiansen, men for at retfærdiggøre menneskejagten må serien hurtigst muligt få dem på bordet.

Men når først serien underbygger dens igangværende menneskejagt, kommer den på rette spor. Og da de får fat i Kristiansen efter utallige måneders politiarbejde, må man naturligvis også se næste afsnit. Holdet har fundet ham, de har adgang, og han vil snakke med dem.

Det er fantastisk, grundigt, journalistisk arbejde, og forhåbentlig formår de at bruge deres tid med Kristiansen rigtigt og sagligt i de kommende afsnit.


Kort sagt:
’Savmordet’ retfærdiggør for halvhjertet en international menneskejagt for de uindviede, men så snart de har fanget deres mand, bliver det umuligt at give slip.

Anmeldt på baggrund af de to første afsnit.

’Savmordet’. Dokumentarserie. Instruktør: Ole Bendtzen. Spilletid: 5 afsnit á 30 min. Premiere: 21. april på TV 2.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af