»Det eneste, som betyder noget,« siger Tom Hardy med en hæs stemme, cigar dinglende i mundvigen og ansigtet dækket af proteser, »er, hvordan en mand behandler sin familie«.
Gangster-thrilleren ’Capone’ fortæller den forholdsvis ukendte historie om USA’s mest berygtede gangster, da han i slutningen af 1939 bliver løsladt fra fængslet.
Her lider den 47-årige Al Capone nemlig angiveligt af demens og har derfor fået lov til at udleve sine sidste dage i et paradis i Florida. Men som det kan ses i traileren, er lovens lange arm stadigvæk ude efter den tidligere mafiaboss, der muligvis planlægger et comeback fra sin lænestol i skyggen af palmerne.
Filmen hed tidligere ‘Fonzo’, men har altså nu skiftet navn. Instruktør og manuskriptforfatter Josh Trank har tidligere stået bag en af de mest interessante vinkler på superheltegenren med sin foundfootage debutfilm ’Chronicle’ fra 2012.
Men de høje forventninger til Tranks superevner gav senere bagslag med det udskældte reboot af ’Fantastic Four’ fra 2015, som han senere forsøgte at tage afstand fra ved at angribe 20th Century Fox på Twitter for at have klippet hans film til ukendelighed.
Desværre for Trank har også hans Capone-film haft en del bump på vejen. Optagelserne begyndte i starten af 2018 og har nu lange udsigter til en biografudgivelse, da distributionsselskabet Vertical Entertainment i den her uge fik rettighederne til filmen.
Vertical er kendt for at sende deres film direkte on-demand, men med coronakrisens nedlukning af samtlige biografer kunne det nu også meget vel have været ’Capone’s skæbne uanset hvad.
Udover Hardy er Kyle MacLachlan, Matt Dillon og Linda Cardellini også på rollelisten, men det vides endnu ikke, hvornår ’Capone’ får premiere.