’Awkwafina Is Nora From Queens’: Stortalentet Awkwafina skuffer fælt med sin egen serie
Den amerikanske rapper og skuespiller Awkwafina, med det borgerlige navn Nora Lum, er et af de mest interessante nye navne i Hollywood. Jeg fik øjnene op for hendes komiske talent i ‘Ocean’s Eight’, blevet totalt overbevist af hendes scenestjælende præstation som outreret komisk sidekick i ‘Crazy Rich Asians’, inden hun fuldstændig stjal mit hjerte i den dramatiske hovedrolle i Lulu Wangs selvbiografiske ‘The Farewell’, som Awkwafina vandt en Golden Globe for (og som får dansk premiere til august).
Hun optræder desuden i en af mine yndlingsscener fra Lisa Hanawalts animerede serie ‘Tuca & Bertie’ som hæs stemme til sangdroslen Berties venstre bryst, der får nok af Berties kollegas sexchikane og hopper ned og ud for at få en drink: »No, absolutely no, I will not with this shit, I am finished!«.
Derfor havde jeg også høje forventninger til Akwafinas komedieserie på Comedy Central, ‘Awkwafina Is Nora From Queens’, der er inspireret af hendes eget liv med sin kinesisk-amerikanske familie i Queens, New York. Eftersom der er meget få film og serier med asiatiskamerikanske hovedpersoner – ‘Crazy Rich Asians’ og ‘The Farewell’ var på hver sin måde banebrydende – var jeg også nysgerrig på, hvordan hun eventuelt ville bidrage til en diskussion om kulturel identitet i stil med andre serier om (mandlige) millennials med immigrantbaggrund som Aziz Ansaris ‘Master of None’ og Ramy Youssefs ‘Ramy’.
Så meget desto større var min skuffelse over at finde ud af, at ’Awkwafina Is Nora From Queens’ er en totalt generisk slackerkomedie uden de store ambitioner.
Awkwafina spiller 27-årige Nora Lin, der er arbejdsløs og stadig bor hjemme med sin rare far (BD Wong) og kradse farmor (Lori Tan Chinn, et komisk højdepunkt i en ikke specielt original rolle) – måske en version af Nora Lum, hvis hun ikke var blevet Awkwafina.
Nora forsøger at komme videre i livet, men bliver gang på gang slået hjem som en ludobrik eller en sitcomkarakter. I første afsnit forsøger hun at blive selvstændig ved at flytte hjem til en veninde (dog stadig som freeloader), men da det ikke går, ender hun hjemme i barndomsværelset igen. I et andet afsnit får hun et job som assistent til en ejendomsmægler, men det kikser, da hun bliver afhængig af ADHD-medicin for at holde sig vågen til at game om natten.
Mest original og sjov er et afsnit, hvor hun tager med farmoren og hendes veninder med på en bustur til Atlantic City. Mens damerne slår sig nærrigt ned i caferiet med madpakker og koreanske dramaserier på iPad’en, slår Nora sig løs ved Blackjack-bordet, hjulpet på vej af de gratis drinks. Hun møder en gymnasieveninde, der efter en hård og kort karriere i mediebranchen har opgivet New York for i stedet at flette hår på turister. Nora indrømmer at være en endnu større fiasko og opfordrer veninden til at vende tilbage og prøve igen, for hvis Nora kan bo i New York, kan alle!
Hér er kimen til et interessant generationsportræt af overuddannede og underbeskæftigede millennials med kreative drømme, der er blevet fucket af samfundet og forældregenerationens løfte om, at de kan blive, hvad de vil. Og som aldrig får råd til et hus, ligegyldigt hvor mange avocadotoasts, de lader være med at købe.
Slackeren Nora er dog så doven og uambitiøs, at det er svært at engagere sig i hendes problemer – på trods af at Awkwafina stadig er en karismatisk skuespiller. I det hele taget savner jeg både seriøsitet og humor. Seriens behandling af de seriøse temaer forbliver overfladisk, og tonen holdes let.
Alt det kunne jeg tilgive, hvis serien til gengæld var sjov. Men jeg må indrømme, at jeg grinede meget lidt.
Kort sagt:
Stortalentet Awkwafina forspilder en mulighed for at cementere sin stjernestatus i sin selvbiografiske komedieserie, der er mere monoton end sjov.
Anmeldt på baggrund af tre afsnit.