‘Dead to Me’ sæson 2: Netflix’ mørke komediethriller er underholdende som en saftig sæbeopera
(Spoiler alert: Anmeldelsen af sæson 2 afslører handlingen i ‘Dead to Me’ sæson 1)
Liz Feldmans mørke komediethriller ‘Dead to Me’ med Christina Applegate og Linda Cardellini var en af sidste års mest liflige overraskelser på Netflix.
En ‘Big Little Lies’ light om hvidvinsbællende veninder med store hemmeligheder og store køkkener i et solbeskinnet Californien, blot med endnu flere plottwists og mere absurd humor. Samtidig havde serien en seriøs klangbund med historien om ejendomsmægleren Jen (Applegate), der er opfyldt af sorg og vrede over sin mands død som følge af at være blevet kørt ned af en flugtbilist.
Da hun i en sorggruppe møder den anderledes spirituelle og optimistiske Judy (Cardellini), føler hun sig for første gang forstået, og de bliver lynhurtigt tætte veninder. Judy har dog undladt at fortælle, at hun opsøgte Jen af dårlig samvittighed, fordi det var hende og hendes røvhulskæreste Steve (James Marsden), der kørte Jens mand ned.
Første sæson var drevet af spændingen om, hvordan eksplosive Jen ville reagere, når hun fandt ud af sandheden. Sæsonen sluttede med, at Jen gjorde ’gengæld’ ved at slå en truende Steve ihjel i et semi-uheld. Hermed er rollerne byttet om i anden sæson, hvor det er Jen, der brænder inde med skylden over, at mordet på Judys ekskæreste ikke var 100 procent selvforsvar, men konsekvens af den flammende vrede, som hun ikke kan kontrollere.
Samtidig har kvinderne et lig at skaffe af vejen og må sno sig gevaldigt for at undgå, at politiet fatter mistanke. Situationen bliver mere kompliceret, da Steves tvillingebror Ben (også Marsden) dukker op for at lede efter sin forsvundne bror. Modsat Steve er Ben et virkelig sødt menneske, hvilket giver Jen og Judy endnu mere dårlig samvittighed.
Jeg kunne godt have undværet en anden sæson, for den første står meget fint alene. Allerede første sæson bød på så mange søgte twists og cliffhangere, at jeg flere gange var tæt på at stå af. Det er kun blevet værre her i anden sæson, hvor man må sluge endnu flere kameler. De utroværdige drejninger har dog også sin egen perverse charme, som en saftig sæbeopera. Er man klar på at suspendere fornuften, får man en skamløst underholdende rutsjebanetur.
Når jeg stadig hænger på, er det dog primært, fordi skuespillerne sælger serien så godt. Christina Applegate og Linda Cardellini er et fantastisk buddykomediepar: Filterløse, indebrændte og kyniske Jen med mørke dræberøjne, der siger ‘fuck’ fem gange i en sætning og hele tiden er på nippet til at eksplodere, over for spirituelle, optimistiske Judy, der ser det gode i alle mennesker, selvom hun er et brændt barn. De pingponger lystigt – om alt fra ‘Scarface’ og kønsvorter til hvide kvinders privilegier – i enhver højspændt situation, samtidig med at de har en nervøs, hektisk energi omkring sig. Mens de navigerer i de mange hemmeligheder, skifter magtbalancen mellem den, og det er konstant spændende at se på.
Jeg savner dog første sæsons eftertænksomme undersøgelse af sorg. Serien kom i en bølge af såkaldte ‘grief-coms’, der også tæller glimrende serier som ‘Kidding’, ‘After Life’ og ‘Fleabag’. Sorgaspektet er i anden sæson af ‘Dead to Me’ trådt i baggrunden til fordel for ramasjang og deadpan og dukker kun kortvarigt op i James Marsdens rørende portræt af Ben, der som den oversete tvilling har konfliktfyldte følelser om sin bror.
På samme måde opstår der midt i seriens hot mess af et plot også momentvis ægte, bevægende følelser mellem Judy, Jen og hendes to sønner. Det er det, der får mig til at vende tilbage – ikke de stadigt vildere cliffhangere.
Kort sagt:
Anden sæson af komediethrilleren ‘Dead to Me’ er ret beset unødvendig og mangler etterens dybde – men det er stadig underholdende at følge storspillende Christina Applegate og Linda Cardellinis groteske forsøg på at slippe afsted med mord.