Ansel Elgort, den 26-årige skuespiller kendt fra blandt andet ‘Baby Driver’ og ‘En flænge i himlen’, har lørdag udsendt et længere Instagram-opslag, hvor han benægter en anklage om seksuelt overgreb.
Opslaget kommer, efter en kvinde, der kun identificerer sig som Gaby, i fredags skrev, at hun var blevet forulempet af Elgort, da hun var kun 17 år gammel. Det skriver Deadline.
Anklagen blev udsendt på Twitter fra en profil, der nu er slettet, og beskrev, hvordan Elgort angiveligt forgreb sig på kvinden i 2014:
»Det var min første gang og jeg græd af smerte og sagde, at jeg ikke havde lyst til at gøre det. De eneste ord, der undslap hans læber var: ‘Vi er nødt til at break you in«, skrev Gaby blandt andet.
Elgort benægter selv anklagen: »Jeg har og vil aldrig forgribe mig på nogen. […] Jeg kan ikke hævde, at jeg forstår Gabys følelser, men hendes beskrivelse af, hvad der skete, er simpelthen ikke rigtig. Hvad der derimod er sandt er, at Gaby og jeg havde et kort varigt, lovligt og konsensusbaseret forhold i New York i 2014, da jeg var 20 år gammel«.
Skuespilleren undskylder i sit opslag, at han håndterede deres brud dårligt og stoppede med at svare på hendes beskeder: »Når jeg ser tilbage på min attitude, væmmes jeg og skammer mig dybt over min opførsel. Jeg er oprigtigt ked af det. Jeg må fortsætte med at reflektere, lære og arbejde med min empati«.
I sit oprindelige opslag fortæller Gaby, at hun skrev til Elgort to dage før sin 17 års fødselsdag og ikke forventede, at han ville svare. Ifølge Gaby gav han hende dog sin private SnapChat og bad hende sende nøgenbilleder. I opslaget delte hun desuden et billede af sig selv, hvor hun sidder sammen med Elgort, samt hvad der angiveligt skulle være billeder af deres chatsamtaler.