‘Wasp Network’: Spionthriller på Netflix er både alt for meget og alt for lidt

‘Wasp Network’: Spionthriller på Netflix er både alt for meget og alt for lidt
Gael Garcia Bernal i 'Wasp Network'.

Strømsvigt, rationeringer og umulige arbejdsforhold. Vi skriver Havana, 1990 – året efter Murens fald satte et foreløbigt punktum på årtiers ideologiske spændinger mellem øst og vest – og det er let at udpege hullerne i Castros kommunistiske østat. Mange har fået nok, herunder piloten René González – en bredskuldret, deterministisk udseende herre, der forlader både kone og datter for at søge mod Miami og friheden.

Her bliver han involveret i en cubansk-amerikansk organisation, der har til formål at redde de mange landsmænd, der stikker til søs for at søge asyl i De Forenede Stater. Fra luftrummet spotter han tømmerflåderne, der driver rundt på det åbne hav og hjælper flygtningene i land, men organisationen har derudover et andet, mindre tiltalende ansigt, som han snart stifter bekendtskab med.

Storstilet narkosmugling og forskellige terrorhandlinger mod populære, cubanske turistmål er også en del af pakken, og man spørger sig selv: Hvad hvis dem, der bekriger Castro, faktisk er værre end manden selv? ‘Wasp Network’, der er baseret på virkelige hændelser, handler om spioner og dobbeltspioner samt de koner og kærester, der bekymret ser med fra hjemmefronten. Politik, revolution og følelser flyder sammen.

Det er utvivlsomt en fascinerende historie, der her fortælles: En slags epilog til den kolde krig, der viser, at internationale konflikter ikke kan løses med et fingerknips, men trækker lange spor efter sig. Og man fornemmer, at instruktøren bag, franske Olivier Assayas, gerne vil have det hele med.

‘Wasp Network’.

Det sidste er afgjort filmens svaghed. Assayas har tidligere beskæftiget sig med latinamerikanske forhold i miniserien ‘Carlos’ fra 2010 om den berygtede, venezuelanske terrorist af samme navn. Formentlig ville ‘Wasp Network’ gøre sig bedre i det format. På trods af en spilletid på over to timer føles filmen forhastet, og det brede persongalleri er nemt at fare vild i. For en hel række eksil-cubanere gør González selskab.

Så betyder det mindre, at det er store navne som Édgar Ramírez, Penélope Cruz og Gael García Bernal, der spiller de bærende roller. Man lærer dem ikke ordentligt at kende, og det er vanskeligt at forstå deres motiver, mens handlingen pendulerer mellem Havana og Miami. Oplevelsen bliver udmattende.

Det ville have været bedre, om den fortælling havde bredt sig over et par afsnit, særligt nu hvor den befinder sig på Netflix. For i sin nuværende form er den både alt for meget og alt for lidt.


Kort sagt:
Olivier Assayas’ spionthriller om forholdet mellem USA og Cuba i kølvandet på Murens fald er ambitiøs, men føles også noget ufærdig.

'Wasp Network'. Spillefilm. Instruktion: Olivier Assayas. Medvirkende: Édgar Ramírez, Penélope Cruz, Gael García Bernal, Ana de Armas, Wagner Moura, Leonardo Sbaraglia. Spilletid: 127 min. Premiere: Kan ses på Netflix
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af