90’er-fænomenet ’Beavis and Butt-Head’ genoplives med to nye sæsoner

90’er-fænomenet ’Beavis and Butt-Head’ genoplives med to nye sæsoner

D’herrer Beavis og Butt-Head melder deres genkomst til skærmen. De tegnede superspader fra den hyperpopulære 90’er-serie vækkes til live af Comedy Central til to nye sæsoner med mulighed for efterfølgende spin-offs.

»Det føltes som det rette tidspunkt at være dum igen,« erklærer ’Beavis and Butt-Head’-bagmanden, Mike Judge, der vender tilbage som forfatter, producer og ikke mindst stemmen bag de to titelkarakterer.

’Beavis and Butt-Head’ løb oprindeligt på MTV over syv sæsoner mellem 1993 og 1997 – inklusive en spillefilm med titlen ’Beavis and Butt-Head Do America’ i 1996. I 2011 blev serien vakt til live på ny til en ottende sæson, og nu er tiden således inde til endnu en revival af serien, der blev et regulært kultfænomen på den anden side af Atlanten.

Mens ‘Beavis and Butt-Head’ har ligget i dvale, har Mike Judge blandt andet været med til at skabe serier som ‘King of the Hill’ og ‘Silicon Valley’.

Det er endnu uvist, hvornår de to nye sæsoner er klar, men indtil da kan man jo passende varme op med et YouTube-klip eller to, hvis man har behov for at få genopfrisket kæmpebøvernes karakteristiske latter, der måske vækker genklang, uanset om man så med i 90’erne eller ej.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af