Hvad ville du gøre, hvis du vidste, du skulle dø i morgen? Nogle ville måske hæve pengene på firmakontoen og shoppe den bil, de altid havde tænkt på – andre ville dele deres paranoia med vennerne, der ville blive smittet med det samme og lade dødsangsten brede sig som en steppebrand.
Førstnævnte reaktion er måske nok mest en tendens blandt Piet Hein-inspirerede popduoer, men sidstnævnte reaktion er tilfældet for hovedpersonen Amy i filmen ’She Dies Tomorrow’: En psykologisk thriller skrevet, instrueret og produceret af Amy Seimetz (der også er kendt som skuespiller i blandt andet ’The Killing’ og senest ’Pet Sematary’).
Men som det næsten kan fornemmes i traileren til ’She Dies Tomorrow’, er den nærmest klaustrofobiske dødsangst, der spreder sig omkring Amy, ikke kun et ulmende horrorshow. Hele præmissen forekommer nemlig helt absurd, idet angsten ikke (umiddelbart) lader til at have nogen rod i virkeligheden, hvorfor historien også har en snert af absurd vanvidskomik over sig. Således lød det også fra anmelderne, efter filmen fik SXSW-premiere tidligere på året.
»Flirter med psykologisk horror og absurd komedie,« lød det blandt andet fra Screen Daily, der kaldte filmen for »den første film i coronavirus-æraen«.
Hovedrollen som Amy spilles af Kate Lyn Sheil (’House of Cards’), mens resten af castet er besat af navne som Chris Messina (’Sharp Objects’), Jane Adams (’Hung’), Josh Lucas (’Ford v Ferrari’) samt ikke mindst Tunde Adebimpe, der bedst er kendt som forsanger i TV on the Radio.
’She Dies Tomorrow’ får amerikansk streamingpremiere den 7. august. En dansk premieredato er endnu uvis.