Tidligere i år scorede han både Oscar- og Golden Globe-hæder for sin birolle i ‘Once Upon a Time In Hollywood’, og Brad Pitt er fortsat i prisuddelingernes søgelys.
Således blev skuespilleren i går noget overraskende – men ikke ufortjent – Emmy-nomineret i kategorien Bedste mandlige gæsteskuespiller i en komedieserie for sin korte ‘Saturday Night Live’-skildring af USA’s virus-chef Anthony Fauci (og dennes chok over Donald Trumps kontinuerlige virusvrøvl).
Pitt indtog rollen som led i sit værtsskab på ‘Saturday Night Live’ 25. april, og sketchen er sidenhen blevet set af mere 13 millioner på Youtube. I den slutter Pitt af med at fjerne parykken og sende en hilsen til virkelighedens Fauci og sundhedsmedarbejderne i USA:
»Og til den virkelige Dr. Fauci; tak for din ro og din klarhed i denne usikre tid. Og tak til sundhedsmedarbejderne, redderne og deres familier for at arbejde på frontlinjen«
Fauci selv hepper på Pitt:
»Jeg er stor fan af Brad Pitt, og det er derfor, jeg nævner ham, hver gang nogen spørger mig, hvem der skulle spille mig i en film. Han er en af mine favoritskuespillere. Han gjorde det super godt, og jeg synes, at han viste sig som en rigtig classy fyr, da han tog parykken af og takkede mig og sundhedsmedarbejderne. Så ikke nok med at han er en god skuespiller, han er også et classy menneske«.
Pitt er dog oppe imod stærke kræfter i Emmy-kategorien, hvor Adam Driver og Eddie Murphy ligeledes er nominerede for præstationer i ‘Saturday Night Live’, mens Dev Patel (‘Modern Love’), den nu afdøde Frank Villard (‘Modern Family’) og Luke Kirby (‘The Marvelous Mrs. Maisel’) udgør resten af feltet.
Emmy-uddelingen afholdes 21. september.