Mickey Rourke og Robert De Niros 30 år lange fejde blev genaktuel sidste år, da Rourke påstod, at De Niro kostede ham en rolle i Martin Scorseses gangster-epos ‘The Irishman’.
Nu er fejden blusset op igen med en kodyl sviner af De Niro fra Rourke. På Instagram skriver Rourke blandt andet: »Hey Robert De Niro. Ja, det er rigtigt, jeg taler til dig, din store fucking crybaby. En af mine venner har lige fortalt mig, at du for et par måneder siden blev citeret i aviserne for at sige: ‘Mickey Rourke er en løgner, der taler lort’«.
Den Oscar-nominerede ‘The Wrestler’-skuespiller fortsætter indlægget med at true De Niro: »Hør her, hr. tough guy på film. Du er den første person, der har kaldt mig en løgner, og du gjorde det i en avis. Lad mig sige dig noget, din punk ass: Når jeg ser dig, sværger jeg ved min bedstemor, mine brødre og alle mine hunde, at jeg vil ydmyge dig 100 procent«.
Det er uvist, hvad der har antændt Mickey Rourkes seneste vredesudbrud og hvilket citat han henviser til. Sidste år fortalte han, at han havde været i betragtning til en rolle i ‘The Irishman’, men at Robert De Niro, som også producerede filmen, havde nægtet at samarbejde med ham. Dette blev siden afvist af to af filmens producere samt castingchefen.
Rourke og De Niros fejde går helt tilbage til 1987, hvor Mickey Rourke og Robert De Niro spillede over for hinanden i filmen ‘Angel Heart’ og åbenbart kom helt skævt ind på hinanden.