Skuespilleren Naya Rivera, der var særligt kendt for sin rolle som Santana Lopez i musicalsuccessen ‘Glee’, blev i går aftes fundet død i en drukneulykke. Hun blev 33 år gammel.
De forudgående fem dage havde redningsfolk søgt med lys og lygte efter Rivera, der forsvandt til søs ved Lake Piru i Californien, hvor hun befandt sig om bord på en båd med sin fireårige søn.
Mistanken om en tragisk drukneulykke blev allerede vakt, da forbipasserende fandt sønnen alene på båden i det populære turistområde, der har en historik med drukneulykker.
»Han og Naya svømmede i søen sammen«, fortalte de lokale myndigheder ved en pressekonference. »Det var her, hendes søn beskrev at blive hjulpet ombord på båden af Naya. (…) Han fortalte efterforskerne, at han så sig tilbage og så hende forsvinde under havoverfladen. Vi formoder, at hun akkurat havde nok energi til at hjælpe sin søn tilbage på båden, men ikke nok til at redde sig selv«.
Kort inden den triste nyhed blev offentliggjort, samledes en række af skuespillerne fra ‘Glee’ foran søen, hvor Rivera mistede livet. Et billede, hvor gruppen holder i hånd, mens de spejder ud mod horisonten, viser det stærke bånd, der blev knyttet under serien.
Rivera, der desuden har medvirket i serier som ‘Baywatch’ og ‘The Bernie Mac Show’, huskes især for sin rolle som ‘Glee’-cheerleaderen Santana Lopez, der af flere beskrives som den første åbent lesbiske latinamerikaner på amerikansk tv.
Hendes præstation står som et af musicalseriens højdepunkter og hun beskrev selv rollen som en milepæl i sit liv:
»Jeg har fået venner for livet, udviklet mig fagligt og haft nogle af de smukkeste minder på grund af ‘Glee’«.