Mange af sommerens store begivenheder er aflyst, og alle Hollywood-blockbusters er udsat. Men nu kommer der alligevel en tiltrængt mulighed for at være sammen med andre mennesker og se film på det store lærred, tilmed ganske gratis.
I løbet af juli og august inviterer Aarhus Street Food nemlig til seks fremragende film under åben himmel på deres nye #AltforAarhus-plads, hvor de har installeret en spritny 52 kvadratmeter storskærm.
Og hvad kan man så se? Filmene er præsenteret af Soundvenue og repræsenterer nogle af højdepunkterne fra amerikansk film de seneste 20-25 år.
Programmet lægger ud med Martin Scorseses Leonardo DiCaprio-tour de force ‘The Wolf of Wall Street’, der er en af de der film, der bliver bedre for hver gang, man ser den. Så følger Ben Stillers komedienyklassiker ‘Tropic Thunder’, som fortjener at blive (gen)oplevet med et stort latterberedt publikum.
Senere kan man se eller gense en anden komedieklassiker, Alexander Paynes uimodståelige highschoolperle ‘Election’ med Reese Witherspoon – mens komedie og drama mikses effektivt i den blot mere og mere aktuelle ‘The Truman Show’ med Jim Carrey i en af karrierens bedste roller og i ‘Silver Linings Playbook’, der indbragte Oscar-nomineringer til intet mindre end fire af skuespillerne, heriblandt Jennifer Lawrence og Bradley Cooper i hovedrollerne.
Endelig kan du selv være med til at bestemme én af filmvisningerne, når det er op til en Facebook-afstemning at afgøre, om det skal være ‘It Follows’ eller ‘Get Out’ – to af de bedste horrorfilm i nyere tid – der skal sende gys ned af ryggen på publikummet i Aarhus.
Man kan ikke bestille billet til filmene, og der er siddepladser til 500 mennesker, så det er først til mølle. Filmene starter klokken 20 – dørene åbner klokken 19. Man kan selvfølgelig medbringe sin mad og drikke fra Aarhus Street Food-boderne for at fuldende oplevelsen.
Her er det fulde program – og tilmed dig til eventen HER.
Tirsdag 14. juli: ‘The Wolf Of Wall Street’
Tirsdag 21 juli: ‘Tropic Thunder’
Tirsdag 4. august: Afstemning – ‘Get Out’ eller ‘It Follows’
Tirsdag 11. august: ‘Election’
Tirsdag 25 august: ‘The Truman Show’
Tirsdag 1. september: ‘Silver Linings Playbook’