Sofia Coppola skabte en af alletiders bedste film om ensomhed i den moderne verden med ‘Lost in Translation’, hvor Bill Murray og Scarlett Johansson leverede nogle af karrierens bedste præstationer.
Nu genforenes Coppola med Murray i den ventede ‘On the Rocks’, der netop har fået sin første trailer, som peger i retning af en åndelig efterfølger til den melankolske storbygranskning.
Denne gang er Tokyo udskiftet med New York City. Laura (Rashida Jones) mistænker sin fraværende mand for at være utro. Hun har brug for råd og kontakter derfor utroskabseksperten over dem alle – hendes playboy-far Felix (Bill Murray).
Murrays larger than life-karakter får overbevist Laura om, at de bør overvåge hendes mand, for at se, hvor han tager hen, når han er afsted på sine »forretningsrejser« og »arbejder sent«. Det leder til talrige martinicocktails og kulørte nattebegivenheder, der langsomt får bygget bro mellem faren og datterens skrantende familierelation.
‘On the Rocks’ ligner allerede nu et stærkt bud på en Oscar-film anno 2021 med sin dissekering af personlige relationer i den forhastede moderne tidsalder.
Bill Murray ser ud til at levere en præstation, der langt om længe vil kunne indbringe ham den gyldne statuette (han blev Oscar-nomineret for ‘Lost in Translation’), mens Rashida Jones indtager sin første store dramatiske rolle efter komediesucceser som ‘Parks and Recreation’ og en mindre birolle i ‘The Social Network’.
‘On the Rocks’ får premiere på Apple TV+ til oktober, mens den også får en begrænset biografpremiere. Det er dog endnu uvist, om biografvisningerne også kommer til Danmark, men vi krydser fingre!