Når den prestigefyldte filmfestival i Venedig går i luften næste uge er det med hele tre danske virtual reality-værker på programmet.
Men det er ikke kun festivalgængerne i Venedig, der får fornøjelsen af værkerne. Nikolaj Kunsthal i København viser nemlig også de danske projekter samt en række internationale VR-film fra Venedigs program fra 2.-12. september.
Værkerne giver hver sit bud på, hvordan man kan anvende det fremadstormende format til at nyskabe filmsproget.
Blandt andet har Christoffer Boe kastet sig over formatet i forbindelse med spillefilmen ‘Smagen af sult‘, der får premiere næste år. VR-projektet står som et supplement til spillefilmen og beskrives som en kalejdoskopisk rejse gennem hovedkaraktererne Maggi (Katrine Greis-Rosenthal) og Carstens (Nikolaj Coster-Waldau) ægteskab.
Også Vibeke Bryld har med ’Havfolket kalder mørknet vand’ skabt et VR-projekt som supplement til sin kommende dokumentarfilm ‘Thyland’. VR-filmen er en mediativ rejse fra strandbredden mod havets besjælede bund – med rod i nordisk myte om et undersøisk havfolk, der lokkede længselsfulde sjæle til havs.
Det sidste værk, ’The Hangman at Home’, udforsker temaer som ansvar og menneskers intime rum, når den stiller spørgsmålet: »Hvad tænker bødlen, når han går hjem fra arbejde?«. Filmen er instrueret af kunstnerparret Uri og Michelle Kranot, som også var udtaget til filmfestivalen i Venedig i 2017 med VR-værket ’Nothing Happens’.
De danske værker vil blive vist sammen med en række internationale VR-projekter fra Venedig Film Festivals program. Læs mere HER.